Messiansk menighed i Ashdod udsat for chikane

Hærværk, chikane og personlige trusler har i flere år været hverdag for Beit Hallel Messianic Congregation, som er en messiansk menighed i den sydisraelske by Ashdod.

De seneste to år har de dog kunnet være i fred. Men i sidste uge brød to ultraortodokse jøder ind på menighedens grund og sprayede graffiti på en helt ny bygning.

I perioden fra 2011 til 2016 oplevede menighedens medlemmer at blive chikaneret på mange forskellige måder af nogle af byens ultraortodokse jøder. Chikanen bestod blandt andet af, at de blev opsøgt på gaden og blev truet verbalt og blev filmet. De kunne med andre ord ikke være i fred i det offentlige rum. Der blev spredt løgne i aviser og i lokal-tv, hvor ultraortodokse jøder beskyldte de troende for at udgøre en national fare. Der blev også uddelt flyere og opsat plakater, hvor de messianske jøder blev præsenteret som kriminelle, der var efterlyst.

For to år siden ophørte chikanen, fordi en jurist, som var tilknyttet menigheden, begyndte at lægge pres på politiet, som indtil da havde ignoreret chikanen. Med juristens hjælp blev det lokale politi gjort opmærksom på, at det kunne få konsekvenser for dem, hvis de ikke gjorde noget ved sagen. Man vedtog for eksempel en regel om, at der højst må være to personer til demonstrationer uden for menighedens grund – og at de ikke må råbe og på anden måde genere medlemmerne.

I de seneste to år har Beit Hallel oplevet fred og ro. Lige indtil i sidste uge, hvor to ultraortodokse jøder sprayede graffiti på menighedens nye bygning. De skrev: »Nej til mission«, »Mission er farligt« og »Mission er en national fare«.


Et overvågningskamera fangede de to gerningsmænd i færd med at lave hærværk. (Foto: Beit Hallel Messianic Congregation)

 


På mure og vinduer stod der bl.a. "Mission er farligt" og "missionærer er en national trussel". (Fotos: Beit Hallel Messianic Congregation)

En israelsk soldat, som er medlem af menigheden, opdagede dem og jog dem væk. Overvågningskameraerne havde optaget hele forløbet, som det kan ses på billederne. Gerningsmændende er meldt til politiet.

 

Ønsker bare graffitien fjernet

Lederen af menigheden, Israel Pochtar, siger til Kehila News, at han ikke har et ønske om at de to gerningsmænd får en lang fængselsstraf. Han ønsker blot, at de kommer og fjerner graffitien. I det hele taget har menighedens medlemmer ikke lagt de ultraortodokse jøder for had, men har derimod bedt for dem i den lange periode med forfølgelse. Selvom nogle blev skræmt væk i den periode, er Beit Hallel vokset, så der i dag er omkring 300 medlemmer. Det er både personer, som har boet i Israel hele deres liv, og folk, som er flyttet til landet – mange fra Rusland.

Beit Hallel Messianic Congregation er langtfra den eneste messianske menighed i Israel, der oplever den slags. Mange andre steder har ultraortodokse jøder generet Jesus-troende jøder, men til trods for det vokser det messianske samfund i Israel i disse år. Det er der stor grund til at takke for. Og der er også grund til at bede for de messianske jøder og at følge deres eksempel og bede for de personer, der forfølger dem.