Nyt fra krigen: Grædende Knessetmedlemmer og Gaza-borgere i Israel

Knessetmedlemmer i gråd under video med massakre

Onsdag havde medlemmerne af Israels parlament, Knesset, mulighed for at se en cirka 45 minutter lang video, der viser nogle af Hamas’ grufulde forbrydelser 7. oktober. Den mulighed benyttede cirka 50 sig af, men da filmen var slut, havde de fleste forladt salen rystende og grædende. Man måtte indkalde tre psykologer til at tage sig af nogle af politikerne.

En af dem, der så med, var det arabiske knessetmedlem Mansour Abbas. Han forlod også salen i tårer og havde kun få ord: »Det er svært, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« lød det.

»Jeg kunne ikke bære synet. Børnenes stemmer, deres bønner i mødet med den rendyrkede ondskab, vil aldrig forlade mig,« lød det fra Likuds Keti Shitrit.

 

Interaktivt kort viser Hamas’ massakre

På hjemmesiden oct7map.com bliver man taget med rundt til nogle af de mange byer, der blev ramt af terrorangrebet 7. oktober. Man får en kort beskrivelse af, hvad der skete, og hvem og hvor mange der blev dræbt eller kidnappet.

Siden giver et godt indtryk af, hvor omfattende en massakre der var tale om.

 

Israelske soldater dør i Gaza

Den israelske landoffensiv i Gaza, som nu for alvor er i gang, koster israelske soldater livet. Tirsdag døde 15 soldater. De 11 af dem, da den kampvogn, de befandt sig i, blev ramt af et panserværnsmissil. Onsdag døde 1 soldat.

I løbet af natten til torsdag lykkedes det en gruppe israelske soldater at besejre Hamas-terrorister, som lavede et bagholdsangreb og forsøgte at tage kontrollen med en kampvogn. Terroristerne angreb soldaterne fra underjordiske tunneler. Kampene stod på i tre timer, og da de sluttede, var »dusinvis« af terrorister blev dræbt, lød det fra den israelske hær. Ingen israelske soldater døde.

 

Palæstinensere fra Gaza i Israel: »Der er krig, fordi de gik ind i Israel«

Før 7. oktober, da alt var »normalt«, var der palæstinensere fra Gaza, som befandt sig i Israel for at få behandling på israelske hospitaler. De palæstinensere fra Gaza, som var på et israelsk hospital 7. oktober, har ikke kunnet komme hjem. Heller ikke selvom de gerne vil. De bor i Ashdod, hvor den kristne organisation Shevet Achim tager sig af dem.

En af dem er Umm Naim på 47. Til The Times of Israel siger hun: »Jeg ønsker fred og at være sammen med mine børn, for jeg er bange hele tiden.« Hun siger også, at hun ikke hader Israel, selvom hendes mand døde under krigen i 2014.

Også Umm Yousef er i Israel med sin to måneder gamle nevø. Hun føler sig godt behandlet på hospitalet, men er bange for at gå på gaden. Hendes bror er blevet dræbt under angrebene i Gaza, og hendes hjem er ødelagt. Om de israelske gidsler henviser hun til de palæstinensiske indsatte i israelske fængsler og siger, at »vi har nogle i israelske fængsler. Vi vil have vores fanger tilbage, og I vil have jeres fanger tilbage«. I artiklen skriver forfatterne, at man skal huske, at Gazas borgere næppe tør tale for varmt om Israel, og at de interviewede ikke ønsker deres ansigt og fulde navn offentliggjort.

En mand ved navn Fares siger dog, at krigen skyldes Hamas: »Alt er godt her, og jeg er ikke bange for at være her. Der er krig, fordi de [Hamas] gik ind i Israel. Før var der ikke krig.«

Gaza-borgerne kan sandsynligvis forvente at skulle tilbringe et godt stykke tid i Israel, før de kommer hjem.

 

Vold og drab på Vestbredden

De seneste uger har der været flere tilfælde, hvor israelske soldater har ydmyget og mishandlet palæstinensere på Vestbredden. Nogle af tilfældene er blevet filmet af soldaterne selv. Israels hær har sagt, at de pågældende soldaters handlinger ikke stemmer overens med hærens værdier, og at sagerne vil blive undersøgt.

En video viser en palæstinenser, der sidder bagbundet og med bind for øjnene med et israelsk flag over sine ben. En anden video viser en israelsk soldat ydmyge en bagbundet palæstinenser med bind for øjnene ved at afspille religiøs musik og forsøge at danse med ham. I en tredje video har israelske soldater filmet sig selv, mens de mishandler syv palæstinensiske mænd, der ligger på jorden med strips om hænderne. En soldat træder på en mands hoved med sine støvler, før han slæber den halvnøgne mand hen over jorden.

Ifølge Det Palæstinensiske Selvstyre er en håndfuld palæstinensere blevet dræbt af bosættere siden krigens udbrud. For eksempel en far og hans 26-årige søn, som blev dræbt i forbindelse med en begravelse.