Olena Zelenskyj: Israel er en inspiration

Den ukrainske præsidentfrue, Olena Zelenska, gav søndag et interview til israelske Channel 12.

Her sagde hun, at Israel og israelere på mange måder er en inspiration for det ukrainske folk, når det gælder udholdenhed og modstandskraft. »Det er ikke en overdrivelse at sige, at Israels oplevelser i fortiden inspirerer det ukrainske folk,« sagde hun blandt andet. »Vi ser israelernes styrke og modstandskraft i de svære situationer, som landet stået i de seneste mange år.«

 

Israel hjælper ukrainske psykologer og terapeuter

Interviewet handlede også en del om den hjælp, Israel yder til Ukraine. Mens Israel stadig afholder sig fra at yde direkte militær hjælp, har man på mange andre områder støttet ukrainerne og hjulpet med at løse de problemer, som krigen skaber.

En af de helt store udfordringer – både nu og langt ud i fremtiden – er de enorme mentale og psykologiske traumer, som mange ukrainere oplever.

I løbet af sommeren har to grupper af ukrainske psykologer og terapeuter besøgt Israel for at blive bedre udrustet til at håndtere en traumatiseret befolkning. Her har de fået undervisning og oplæring fra israelske eksperter med stor erfaring inden for traumebehandling.

Og der bliver et stort behov på dette område, fortæller Olena Zelenska til Channel 12: »Ifølge beregninger fra det ukrainske sundhedsministerium vil cirka 15 millioner ukrainere få mentale problemer – så vi er nødt til at gøre noget med det samme.«

I interviewet fortalte hun desuden, at man i Ukraine frygter, at verden er på vej til at glemme krigen, fordi den har stået på i lang tid, og fordi der også er andre konflikter og problemer i verden. Blandt andet derfor har hun den seneste tid givet mange interviews – altså blandt andet til de israelske medier.