Opdatering fra Gaza: Nyt på vej efter stille uger

Der har været relativt stille de seneste uger, når det gælder de store nyheder fra Gaza. Vi befinder os stadig i en form for venteposition, men nu forlyder det, at der kan ske noget snart – måske allerede i næste uge.

 

Status lige nu

  • Liget af det israelske gidsel Ran Gvili befinder sig stadig i Gaza. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor hans lig som det eneste ikke er leveret tilbage til Israel. Men det er muligt, at det skyldes, at Hamas ikke har fundet det. Spørgsmålet er så, om de har gjort det, de kunne for at finde det. Det lader til, at der har været stilstand i eftersøgningen de seneste uger, men at der nu kommer skub i det igen, fordi Qatar og Egypten presser på. De ønsker ikke, at Ran Gvilis lig skal forhindre processen med Trumps plan i at skride fremad.
  • Israel kontrollerer stadig 53 procent af Gazastriben, mens Hamas ser ud til at kontrollere den anden halvdel. Grænsen mellem de to områder kaldes den gule linje. Langt de fleste civile befinder sig i Hamas’ halvdel.

 

Hvad skal der ske nu?

Israel ønsker, at det næste, der skal ske, er, at Ran Gvilis lig tilbageleveres, og at Hamas afvæbnes. Men noget tyder på, at Trump ønsker at fortsætte med andre dele af planen, også selvom de to ting ikke er opfyldt. I så fald vil den amerikanske præsident nok kræve af Hamas, at de opfyldes sideløbende med implementeringen af de næste skridt i hans plan, hvilket kan ske i næste uge.

Her er det, vi kan forvente os af den kommende uges tid:

 

Board of Peace

Det såkaldte Fredsråd skal offentliggøres. Vi ved, at det bliver med Trump for bordenden, og at rådet vil have det overordnede ansvar for at følge implementeringen af planen. Herunder bl.a. genopbygningen af Gaza og overdragelsen af den militære og civile administration.

 

Udøvende kommission

Under Fredsrådet skal der indsættes en "executive commission" (en udøvende kommission), som følger udviklingen i Gaza mere nøje, og som rapporterer til Fredsrådet.

Det forventes, at Steve Witkoff, Tony Blair og den tidligere FN-udsending til Mellemøsten Nickolay Mladenov vil være hovedpersonerne her.

 

Palæstinensisk teknokratregering

Der skal også indsættes en såkaldt teknokratregering bestående af palæstinensere. Det er vel en form for embedsfolk, som i en periode skal stå for den civile administration af Gaza.

Det forlyder, at Israel har accepteret 8 navne fra en liste med 12 navne på. De skulle fx have afvist en person, som lige nu er minister i den palæstinensiske regering på Vestbredden - altså et medlem af Det Palæstinensiske Selvstyre.

 

Den Internationale Stabiliseringsstyrke

Så er der også den Internationale Stabiliseringsstyrke (også kaldet ISF).

Deres opgave vil være at overtage den militære magt gradvist fra den israelske hær. Der er stadig stor usikkerhed om, hvem der skal tage del i styrken (Aserbajdsjan og Indonesien er i spil), og om den vil skulle angribe Hamas-terrorister, hvis de prøver på noget. Alt tyder dog på, at styrken ikke vil skulle i kamp med Hamas. Og det betyder, at Israel vil være meget skeptiske over for at overlade kontrollen til dem.

Styrken fik i slutningen af 2025 sit mandat via en resolution i FN's Sikkerhedsråd.

 

Genopbygningen af Gaza

Endelig er der genopbygningen af Gaza.

Her forlyder det, at man vil forsøge sig med et ”pilotprojekt”, hvor man ved byen Rafah vil opføre et bygningskompleks på den israelske side af den gule linje. Her skal der være plads til 20.000 indbyggere. IDF har allerede været i gang med at fjerne murbrokker fra området, forlyder det.

På den lange bane er der dog et stort spørgsmålstegn, når det gælder finansieringen. Meget tyder på, at fx Saudi-Arabien ikke vil betale for det, så længe Gaza er delt i to.

 

Israel og USA

Det lader til, at USA og Israel langt hen ad vejen er enige om udviklingen herfra. Dog er der to steder, hvor der kan opstå uenighed.

Det ene er som nævnt spørgsmålet om Hamas’ afvæbning. Qatar, Egypten og Tyrkiet har angiveligt forsikret USA om, at Hamas er klar til at afgive sine tunge våben og indgå i et såkaldt ”tilbagekøbsprogram” når det gælder de lettere våben. Israel stiller sig mere skeptisk over for dette.

Det andet handler om Tyrkiets rolle. Trump omtaler Erdogan som en ven og virker ikke bekymret over at give Tyrkiet indflydelse i Gaza. Netanyahu og den israelske regering stoler ikke et sekund på Erdogan, der er en ven af Hamas.

 

Fortsættelse følger i næste uge.