Palæstinensisk teenager dræber 45-årig på Vestbredden

Gush Etzion dannede søndag endnu en gang ramme om en dybt tragisk begivenhed. Den 17-årige Khalil Jabarin fra byen Yatta i den sydlige del af Vestbredden havde haft et skænderi med sin far om, hvorvidt han skulle i skole. Den unge Jabarin stak af - og faren underrettede de palæstinensiske myndigheder om, at sønnen var forsvundet.

Omkring middagstid indtraf tragedien. Uden for et shoppingcenter i Gush Etzion lidt længere nordpå vælger Jabarin at stikke den 45-årige israeler Ari Fuld i ryggen med en kniv. Fuld er bevæbnet, og han når at forfølge Jabarin og ramme ham med skud, ligesom en anden person på stedet rammer Jabarin med pistolskud. Kort efter falder Fuld om af sine kvæstelser, og han erklæres kort efter død.

Den unge terrorist derimod døde ikke af sine mange skudsår, men blev fragtet til Hadassa-hospitalet, hvor han modtog behandling.


Ari Fuld fra bosættelsen Efrat blev dræbt søndag middag af en 17-årig palæstinensisk dreng. (Foto: Facebook)

Ari Fuld boede i bosættelsen Efrat syd for Jerusalem. Han var gift og havde fire børn og var desuden en kendt aktivist, der kæmpede for Israel gennem bevægelsen National Unioin, som har relation til regeringspartiet Det Jødiske Hjem.

Som sagt havde terroristens far meldt sin søn savnet. Han havde dog ikke mistanke om, at han ville udføre et terrorangreb, og de israelske myndigheder blev derfor ikke underrettet. Ikke desto mindre fortalte Jabarins mor til palæstinensiske sikkerhedsmyndigheder cirka samtidig med angrebet, at hun frygtede, at sønnen ville udføre et angreb. Men da var det for sent.

 

Mahmoud Abbas tager afstand

Fordømmelser og kondolencer fra hele Israel er gået til familien det seneste døgn. Premierminister Netanyahu besøgte dem i Efrat og skrev efterfølgende på Twitter: "Jeg har besøgt den israelske helt Ari Fulds forældre og hans dejlige brødre. Jeg omfavnede dem i hele nationens navn i denne tid med stor sorg. Vi er i live takket være helte som Ari."

I går var en gruppe tidligere israelske politikere på besøg hos palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, i Ramallah. De kunne efterfølgende berette, at Abbas havde virket vred over angrebet og havde understreget, at han tager afstand fra vold i kampen mod Israel. Han har dog ikke offentligt fordømt mordet på Ari Fuld. 

Abbas gav også udtryk for, at han værdsætter det tætte og daglige sikkerhedssamarbejde på Vestbredden mellem de israelske og de palæstinensiske sikkerhedsstyrker. Sammen har de forhindret rigtig mange dødsfald som det, der skete i går.

Der lød også fordømmelse fra blandt andet EU's og USA's ambassadører i Israel.

Meget tidligt i morges ransagede israelske soldaters Jabarin-familiens hjem i Yatta. Med al sandsynlighed vil IDF (Israel Defense Forces) inden længe ødelægge familiens hus. Det er en fast praksis, som Israel bruger til at afskrække potentielle terrorister. Det er et omdiskutere middel, fordi familien bliver straffet for deres familiemedlems handlinger, selvom de muligvis ikke har haft noget med det at gøre. Samtidig mener Israel altså, at det kan forsvares, netop fordi det kan nedbringe antallet af terrorangreb.