Regeringen afviser forbud mod religiøs omskæring

Debatten om, hvorvidt det skal være tilladt at lade små drenge omskære, har kørt på fuldt tryk de seneste uger.

Torsdag kom regeringen så med beskeden om, at man ikke har tænkt sig at indføre et forbud – selvom folkestemningen i høj grad lader til at kræve et sådant, og selvom en række partier har tilkendegivet, at de ønsker det.

Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, sagde torsdag, at regeringen ikke går ind for et forbud. Meldingen kom efter et gruppemøde i regeringspartiet. Det betyder dog ikke, at Socialdemokratiet er for omskæring, for Møller Mortensen slår også fast, at man egentlig er imod omskæring. Men man regner med, at den religiøse omskæring vil finde sted, også selvom der blev indført et forbud. ”Derfor er det også et hensyn til de drenge for deres sikkerhed. Men der er rigtig mange argumenter også. Det er blandt andet, hvordan vil det stille jøderne i Danmark, og hvordan vil deres mulighed være for at praktisere deres tro,« siger han.

 OLE ANDERSEN: DERFOR BØR KRISTNE FORSVARE JØDERS RET TIL OMSKÆRING

Venstre også imod forbud

Heller ikke Venstre har indtil nu meldt noget klart ud om deres holdning. Men nu står det klart, at de også er imod forbud. For eksempel skriver Lars Løkke Rasmussen i dag på Twitter: »Modig og nødvendig udmelding fra landets biskopper i dag: Vi skal ikke lave verdens første og eneste forbud mod rituel omskæring af drenge! I 77-året efter oktober '43 skal vi ikke sende danske jøder på flugt igen. Det kommer jeg aldrig til at stemme for.«

Han henviser til torsdagens forsideartikel i Kristeligt Dagblad, hvor næsten alle landets biskopper tager afstand fra et forbud. For eksempel siger Viborg Stifts biskop, Henrik Stubkjær, til avisen: ”Jeg synes, der er en manglende forståelse for, hvad et forbud betyder for det jødiske samfund og dele af det muslimske. Ritualet er en central del af den jødiske religion, og jeg vil advare mod et forbud”.

Også Venstres formand, Jakob Elleman-Jensen, har været en tur på Twitter: »Godt at regeringen kommer på banen i spørgsmålet om omskæring. Det er en svær sag, der er stærke holdninger til. Men jeg er enig i, at et forbud ikke er vejen frem. DK vil stå alene med et forbud - og vi skal kunne rumme det jødiske samfund i Danmark. Det skylder vi dem,« skriver han.

De partier, der ifølge TV2 tidligere har støttet et forbud, er SF, Enhedslisten, Alternativet, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Folketinget skal i den kommende samling debattere et beslutningsforslag, der vil indføre forbud mod omskæring. Men det ser altså ikke ud til at have en chance for at blive vedtaget. Hvis det blev vedtaget, ville det forpligte regeringen til at indføre lovgivning på området. Det er Simon Emil Ammitzbøll, der har fremsat beslutningsforslaget.