Sjælden fordømmelse fra presset palæstinensisk leder

De tre terrorangreb, som i løbet af de seneste ti dage har kostet 11 personer livet, er vidt og bredt blevet fordømt.

Så er der de triste undtagelser, nemlig palæstinensiske borgere, der fejrer drabene på uskyldige ved at dele slik ud og feste i gaderne. For eksempel i Jenin og Gaza. Hamas og Islamisk Jihad har som forventet lovprist terroristerne. Og også Hizbollah i Libanon har fejret de tre terrorangreb. Det samme har partiet Fatah, som er meget tæt forbundet til Det Palæstinensiske Selvstyre, der har magten på Vestbredden

Når det gælder Det Palæstinensiske Selvstyres leder, Mahmoud Abbas, har reaktionen denne gang været anderledes, end den plejer.

Tirsdag aften udsendte Selvstyret nemlig en udtalelse, hvor Abbas fordømmer angrebene i Israel. Dermed gik han altså stik imod sit eget parti – og sin egen befolkning. Udtalelsen har da heller ikke gjort ham populær blandt palæstinenserne.

 

Spiller dobbeltspil

De seneste mange år har Abbas undladt at fordømme terrorangreb mod Israel. Efter de to første angreb i denne omgang (først i Beersheba og siden i Hadera) kom der heller ikke en lyd fra ham. Men efter søndagens angreb i Tel Aviv har han – eller hans folk – altså været ved tasterne.

Ifølge en talsmand for Selvstyret er udtalelsen et resultat af pres fra israelsk side – i form af forsvarsminister Benny Gantz. Israel og Selvstyret samarbejder om sikkerheden på Vestbredden. Og i forlængelse af det er det sådan set kun naturligt, at Selvstyret fordømmer de forfærdelige angreb og på den måde forsøger at lægge en dæmper på en eventuel lyst hos unge palæstinensere til at blive den næste »martyr« – som er en ærefuld titel i mange palæstinenseres øjne.

Samtidig er de færreste i tvivl om, at Abbas fordømte angrebene mere at nød end af lyst. I mange andre tilfælde hylder han palæstinensiske terrorister, og Selvstyret udbetaler store beløb til martyrernes efterladte familier.

Det hele er en skidt situation for præsidenten. Mange i hans eget parti – som han er leder af – har som nævnt fejret angrebene. Og nu gør han så det modsatte. Han er i forvejen temmelig upopulær i befolkningen.

Derfor skal tirsdagens udtalelse næppe ses som udtryk for en helt ny stil fra Abbas. Det er forventeligt, at han vil fortsætte det dobbeltspil, han har kørt længe. Et spil, hvor han taler med forskellige tunger, afhængigt af om han taler til Israel og det internationale samfund eller til den palæstinensiske befolkning.

 

Nyt terrorangreb onsdag

Bølgen af terror ser ud til at kunne fortsætte. Torsdag morgen valgte en 30-årig palæstinenser at stige på en bus i nærheden af bosættelsen Neve Daniel og stikke en jødisk passager med en skruetrækker.

Terroristen blev skudt og dræbt af en af de øvrige passagerer. Offeret blev hårdt såret, og hans tilstand er angiveligt kritisk.

Det er besluttet, at Knesset skal samles i næste uge, selvom der egentlig er forårspause lige nu, for at diskutere den alvorlige situation.

Forsvarsminister Benny Gantz har sagt, at han er klar til at »overbefolke« gaderne med IDF-soldater.