Skræmmende tal efter næsten to års krig
I weekenden offentliggjorde Israels forsvarsministerium en række tal og statistikker for tiden, der er gået siden Hamas’ terrorangreb 7. oktober.
Og de vidner om en periode, hvor angrebet og den efterfølgende krig har haft nærmest uoverskuelige konsekvenser. De viser, hvilken enorm opgave Israel har, når krigen på et tidspunkt slutter og der er tid og kræfter til at hjælpe de folk, som har fået ar på sjæl og krop.
De dystre tal
Her kommer en række af de tal, som er offentliggjort af Afdelingen for Rehabilitering, der hører under Forsvarsministeriet. De dækker perioden fra 7. oktober 2023 og frem.
- Cirka 20.000 soldater har modtaget behandling. Man forventer, at det tal er fordoblet i 2028.
- 45 procent er fysisk sårede, 35 procent er psykisk ramt, mange af ptsd, og 20 procent er ramt både fysisk og psykisk.
- 9 procent af de 20.000 har moderate til svære skader. 56 soldater er ”over 100 procent invalide”. 24 er ”100 procent invalide”, heraf er 16 lamme. 99 har fået foretaget amputationer.
- Lagt sammen med soldater, der lider af skader fra tidligere krige, så tilser Afdelingen for Rehabilitering lige nu 81.700 sårede soldater.
- Prognosen siger der i 2028 vil være 100.000 sårede, hvoraf mindst halvdelen har psykiske sygdomme.
- Der mangler akut personale til at tage sig af krigsveteranerne. Lige nu er der 750 patienter per ansat.
- Der tre-fire måneders ventetid på at få psykiatrisk behandling.
Tallene vidner om et Israel, som befinder sig et meget svært sted. De menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af de seneste knap to år er simpelthen uoverskuelige.
Rapporten fra ministeriet nævner også en bekymring for, at selvmordsraten blandt krigsveteraner vil stige i de kommende år.
Og det her handler kun om dem, der har været i krig. Derudover er der også i den civile befolkning mange, som lider af psykiske problemer som følge af de mange alarmer, frygten for angreb, minderne om 7. oktober, tabet af deres kære og evakuering fra hus og hjem.
Af den og mange andre grunde vil det være godt for Israel, hvis krigen afsluttes snart. Ikke kun så de sidste gidsler kan blive løsladt. Men også så de mange øvrige israelere, som lider på grund af krigen, kan begynde en rehabiliteringsproces.
Desværre er der ikke udsigt til, at det sker i den nære fremtid. Israel kræver, at Hamas overgiver sig, hvis ikke de skal fortsætte med den store offensiv i Gaza By. Og intet tyder på, at Hamas har tænkt sig at acceptere det krav.