Terror i Australien: "Vi vil komme igennem dette også"

Søndag blev mindst 15 personer dræbt på Bondi Beach i Sydney, Australien. De blev mejet ned af to mænd – en far og hans søn på henholdsvis 50 år 24 år. Faren blev dræbt og sønnen tilbageholdt.

Ifølge australske ABC har begge mænd tidligere svoret troskab til Islamisk Stat.

De to terroristers mål var som bekendt en jødisk hanukka-fejring på stranden. Den blev arrangeret af den lokale chabad-menighed, og omkring 1000 personer deltog.

Blandt de dræbte er to chabad-rabbinere, en holocaustoverlever, en person, der for nylig er immigreret til Australien fra Israel – samt en 10-årig pige. Mandag formiddag er seks personer stadig i kritisk tilstand.

 

Svigerfar til dræbt: Vi må ikke lade terroristerne ødelægge os

En af de dræbte var rabbiner Eli Schlanger. Mandag morgen talte hans svigerfar – Yehoram Ulman, som også er rabbiner – i en af de lokale synagoger nær Bondi Beach.

I en video på X kan man høre ham grædende sige: ”Nu kigger de (ofrene, red.) på os, som skal sikre at alt det, de kæmpede for, alt hvad de har gjort, fortsætter, endnu stærkere. Vi må ikke tillade terroristerne, som vil lamme vores liv som jøder, at få os ned, ødelægge os, gøre os modløse og få os til at miste håbet.”

 

Overlevende var lige flyttet til Australien for at bekæmpe antisemitisme

Arsen Ostrovsky befandt sig på Bondi Beach, da angrebet begyndte. Kort efter gav han interview til et australsk medie – med forbinding om hovedet og blod i ansigtet. Han fortæller, at han har boet i Israel de sidste 13 år og kom til Australien for blot to uger siden for at ”bekæmpe antisemitisme, bekæmpe dette blodtørstige had”.

Ostrovsky var i Israel 7. oktober 2023, da Hamas angreb. ”Vi har gennemlevet det, der var endnu værre, og vi vil også komme igennem dette,” fortæller han. Han så mindst en af gerningsmændene, som ”affyrede skud i alle retninger”. ”Jeg så børn falde til jorden. (…) Det var et blodbad,” lyder det fra Ostrovsky.

 

Kritik af premierminister Albanese

Flere har i kølvandet på angrebet rettet kritik mod Australiens regering og premierminister Anthony Albanese.

Blandt andet den tidligere australske premierminister Tony Abbott. Han siger, at der er brug for nultolerance over for anti-jødisk hadtale. ”Hvis en forsamling gik gennem midten af London og ønskede britiske soldater døde, ville det ikke blive tolereret et eneste sekund. Hvis en forsamling gik hen over Sydney Bridge, mens de råbte "death to the IDF", burde det heller ikke tolereres – men det er det blevet,” lyder kritikken fra Abbott, som kalder det en ”skammens dag” for Australien.

Og der har været rigtig meget anti-jødisk hadtale i Australien de seneste par år. Det jødiske samfund i landet siger, at de igen og igen har forsøgt at råbe regeringen op og advare om, at det kunne resultere i et angreb som det i søndags.

Australian Jewish Association delte søndag på sin X-profil et billede af et banner, hvor der står ”Velkommen til Albos (Albaneses, red.) Australien”.

Organisationens leder sagde i en udtalelse søndag: ”Det, der skete i dag, er en tragedie, men helt forudseeligt. Albanese-regeringen blev advaret så mange gange, men gjorde ikke noget for at beskytte det jødiske samfund. I aften tænker mange jøder, om de har en fremtid i Australien.”

 

Det Jødiske Samfund i Danmark: Jeres tab er vores tab

Når jøder bliver slagtet, fordi de er jøder, er det noget, som påvirker jøder over hele verden dybt. De får endnu en gang bekræftet, at selve det, at de er jøder, betyder, at de af nogle betragtes som et mål.

Ina Rosen, som er forperson for Det Jødiske Samfund i Danmark, udsendte søndag en reaktion på angrebet. Den kan læses på Det Jødiske Samfunds hjemmeside.

Rosen skriver blandt andet:

Søndag aften tænder jødiske danskere det første lys i chanukkah-stagen, samtidig med at kristne danskere tænder det tredje lys i adventskransen. Et terrorangreb på denne aften viser, at terrorister ønsker at slukke det lys, der ikke blot er tænkt som en lysfest for os selv, men som et lys for hele verden. (…) Vi har fået den værst tænkelige indledning til chanukkah, men som talrige generationer før os insisterer vi på, at intet kan stoppe os i at tænde lyset og fortsætte vores liv og traditioner. Vold, terror og frygt må aldrig vinde. Og lyset vil blive tændt i tusinder af jødiske hjem søndag aften.”