To israelske vidundermidler med god effekt på kritisk syge coronapatienter

Ud over at være meget langt fremme med vaccineprogrammet markerer Israel sig også ved at have udviklet to midler, der efter henholdsvis to og en testfase viser fantastisk gode resultater.

Det første middel kaldes Allocetra og gives til patienter, der er hårdt ramt af coronavirus.

Coronapatienter oplever nogle gange det, man i lægevidenskaben kalder cytokinstorm, hvor der opstår en voldsom inflammatorisk tilstand i kroppen, som overbelaster immunsystemet. Her hjælper Allocetra.

I fase to oplevede 90 procent af de 20 patienter, som fik midlet, bedring stort set med det samme. En af patienterne beskrev det således: »Jeg kunne ikke få vejret, jeg kunne næsten ikke tale, min tilstand var meget alvorlig. De gav mig stoffet. Og efter to timer begyndte jeg pludselig at mærke noget mærkeligt i min krop. Jeg stoppede med at hoste, og jeg kunne bedre få vejret.«

Nu skal Allocetra igennem fase tre, hvor det vil blive givet til 100 patienter.

 

»En mirakelkur«

Ud over Allocetra har forskere på Tel Avivs Ichilov Medical Center udviklet et præparat kaldet EXO-CD24, som skal inhaleres.

Også her er der fantastiske resultater i testfasen, hvor man i fase 1 har prøvet det af på 30 kritisk syge coronapatienter. Alle fik det bedre – og 29 af dem efter tre til fem dage.

Det fik premierminister Netanyahu til at invitere folkene fra Ichilov på besøg for at høre mere om »mirakelmidlet«, som han kaldte det.

Doktor Arber, som er en af forskerne bag midlet, håber, at det kan blive til gavn i de mange lande, som ikke kan vaccinere befolkningen. Inden da skal EXO-CD24 først igennem fase 2 og hvis alt går vel senere fase 3.