Udenlandske journalister får lov at bevidne massakre i kibbutz

Mens Israel forbereder sig på krig, kommer der flere og flere frygtelige historier frem om, hvad der skete, da Hamas-terrorister infiltrerede Israel lørdag den 7. oktober.

Meget af det er ubærlig og gruopvækkende læsning. Det er beretninger om helt almindelige familier, der er blevet myrdet med koldt blod i deres egne hjem.

Men Israel ønsker, at disse frygtelige historier skal frem. De ønsker, at verden skal se, hvad Hamas har gjort. Hvad der er baggrunden for, at Israel nu og de kommende uger vil gøre, hvad de kan, for at give Hamas dødsstødet.

Derfor blev en gruppe udenlandske journalister i dag inviteret til kibbutzen Kfar Aza, som er en af de byer tæt på Gaza, der blev indtaget af Hamas-terrorister. Der er endnu ikke et tal på, hvor mange der blev dræbt her. Men det er mange – og nogle af de dræbte var små babyer.

Det var den israelske hær, som viste journalisterne rundt. »Det er ikke krig, det er ikke en slagmark. Det er en massakre,« fortalte generalmajor Itai Veruv til journalisterne. Han fortalte, at man havde fundet familier myrdet i deres senge. Nogle var brændt inde. »Jeg har aldrig set noget lignende i mit liv. Det ligner det, vi ser for os, når vi forestiller os vores bedsteforældre i pogromerne i Europa og andre steder,« siger han.

De israelske soldater har endnu ikke fået adgang til for eksempel Kfar Aza. Blandt andet fordi soldaterne stadig indsamler lig. Det viser, at Israel prioriterer det meget højt at få fortalt om de grufulde begivenheder i de internationale medier.

I denne artikel fra i24News er der videoklip fra stedet, hvor en journalist viser rundt og fortæller, hvad hun har bevidnet i Kfar Aza.