Udvidelse af bosættelser møder kritik fra Joe Biden

Et råd under det israelske Forsvarsministerium mødtes onsdag med henblik på at godkende byggeriet af 2.800 nye boliger i bosættelserne på Vestbredden. Det sker, blot en dag efter at præsident Joe Bidens kontor udsendte en erklæring, hvor man udtrykker bekymring over beslutningerne. I sidste uge godkendte den israelske regering nemlig byggeriet af cirka 1300 nye boliger på Vestbredden.

Den amerikanske bekymring går især på, at flere af de nye boliger skal ligge i de bosættelser, der ikke grænser op til staten Israel – og dermed er omringet af det land, som ifølge planerne om en tostatsløsning engang skal være en palæstinensisk stat.

De nye boliger på Vestbredden (som ikke alle er fuldt ud godkendt endnu) skaber ikke kun utilfredshed i USA, EU og blandt palæstinenserne. De medfører også en vis konflikt internt i den israelske regering, hvor især venstrefløjspartiet Meretz er vrede over beslutningerne.

 

Kan få store kortsigtede konsekvenser

En af de mere kortsigtede konsekvenser af at godkende nyt byggeri i bosættelserne kan derfor blive stor. Inden 14. november skal regeringen nemlig blive enig om finansloven for næste år. Udkastet til finansloven fik flertal ved førstebehandlingen. Men der mangler stadig både anden og tredje behandling. Der er med andre ord rig mulighed for, at den ikke bliver vedtaget. I så fald vil regeringen automatisk blive opløst, og der vil blive udskrevet valg.

Det mest sandsynlige er nok stadig, at finansloven bliver vedtaget. Men byggegodkendelserne trækker uden tvivl i den forkerte retning for premierminister Naftali Bennett, når han skal forsøge at samle de 8 partier, som er en del af regeringen. Og der er ikke råd til, at et eneste medlem af de otte partier stemmer imod.

At han samtidig får en løftet pegefinger fra Joe Biden, mindsker ikke ligefrem presset på Bennett, som har nogle afgørende uger foran sig.