Ukrainsk vrede over, at Israel har suspenderet flygtninges sundhedsforsikring

Der er cirka 14.000 ukrainske flygtninge i Israel, og de har indtil denne uge været dækket af en sundhedsforsikring, som den israelske stat har betalt for. Men det sluttede i onsdags. Finansministeriet valgte nemlig ikke at forlænge ordningen med den begrundelse, at der manglede økonomiske midler. Det forlyder dog, at man forventer at finde midlerne i den nærmeste fremtid, så ordningen igen kan sikre sundhedsbehandling til de ukrainske flygtninge, der har brug for det.

Velfærds- og Socialministeriet har kraftigt opfordret Statsministeriet og Finansministeriet til at få genetablere ordningen hurtigt.

Der er dog nogle hospitaler, der har valgt fortsat at give gratis behandling til de mest syge flygtninge – også selvom staten ikke har afsat midler til det.

 

Utilfreds ambassadør truer med at lukke grænse

Ukraines ambassadør i Israel er meget utilfreds med situationen og har kritiseret regeringen. »Ikke nok med at Israel nægter at sælge forsvarsudstyr til at forhindre drabene på vores borgere [i Ukraine], nu stopper de også med at give sundhedsbehandling til flygtninge i Israel,« siger Yevhen Korniychuk.

I samme forbindelse siger han til Times of Israel, at Israel har deporteret »ti procent af de ukrainske turister«. Det fremgår ikke af udtalelsen, hvad det helt præcis betyder, at Israel har deporteret turister (altså ikke flygtninge).

I september fejres det jødiske nytår, rosh hashanah, og i den forbindelse plejer mange tusind ortodokse jøder at rejse til Uman i Ukraine for at besøge rabbi Nachman af Breslovs grav. Den ukrainske ambassadør har dog truet med at lukke grænsen for de mange pilgrimme som en form for straf.

Ud over de 14.000 flygtninge er mange jødiske ukrainere rejst til Israel siden den russiske invasion i 2022. De er dog ikke flygtninge, fordi de ifølge israelsk lov har ret til at blive statsborgere i henhold til den såkaldte »law of return«.