USA evakuerer: Kommer angrebet på Iran snart?

Mindst to amerikanske medier skriver torsdag, at Israel kraftigt overvejer at gennemføre et angreb mod Irans atomanlæg i den nærmeste fremtid.

Ifølge NBC overvejer Israel at angribe også selvom USA ikke måtte bakke op om et angreb. Og ifølge CBS er Israel ”fuldstændig klar” til et angreb.

De seneste par dage er der da også sket nogle ting, som indikerer, at sandsynligheder for et israelsk angreb mod de iranske atomanlæg er vokset. Ikke mindst nyheden om, at USA har valgt at evakuere noget af personalet fra ambassaden i Bagdad, Irak. Det skal sandsynligvis ses i sammenhæng med, at Irans udenrigsminister onsdag sagde, at hvis Israel angriber Iran, så vil Iran gengælde ved at angribe amerikanske baser i regionen. Det kunne for eksempel være ambassader.

Også andre steder i Mellemøsten har USA valgt at give personale mulighed for at rejse hjem. Trump har sagt, at folkene trækkes hjem, fordi »det kan vise sig at være et farligt sted, og vi må se, hvad der sker«.

Samtidig har det britiske Maritime Trade Operations Center, som er forbundet med den britiske flåde, advaret skibe i regionen om øget risiko for eskalering.

 

Skærpet retorik og ingen aftale

En af de vigtige faktorer er forhandlingerne mellem USA og Iran om en atomaftale, der skal regulere iranernes atomprogram. De to lande har haft fem runder med forhandlinger, og efter planen skal den sjette forhandlingsrunde finde sted på søndag i Oman.

Trump har hele tiden sagt, at hvis ikke iranerne indgår en aftale, så vil der komme et angreb. Og mens han længe har udtalt sig meget optimistisk om udsigten til en aftale, så er der nu mere skeptiske toner fra præsidenten. »Jeg tror mindre på det nu end for et par måneder siden. Der er sket noget med dem (iranerne, red.),« har han sagt.

Også fra den amerikanske udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, er retorikken mindre imødekommende over for Iran. Onsdag sagde han til en jødisk konference, at Iran »aldrig må berige uran og blive i stand til at udvikle atomvåben«. Han talte også om, at Irans missilprogram er en eksistentiel trussel for Israel. Udtalelser som disse er med til at give den fornemmelse, at der ikke kommer en aftale.

Og hvis der ikke gør det, så er der stor sandsynlighed for, at Israel – evt. i samarbejde med USA – vil angribe Iran.

Det vil i så fald føre til et stort modangreb, og der vil meget sandsynligt vil udbryde en krig af store dimensioner.

Det bliver interessant at se, om iranerne holder fast i deres afvisning af USA’s krav, eller om de nu føler sig så presset af udsigten til et angreb, at de bukker under. Det vil i så fald vær et stort nederlag og en ydmygelse for dem. Men måske er det det, der skal til for at redde deres underjordiske atomanlæg.

 

Det har længe været kendt, at Israel og Netanyahu mener, at et angreb på Iran er uundgåeligt, hvis man vil forhindre landet i at blive atommagt.

I april og oktober 2024 angreb Iran Israel, og begge gange svarede israelerne igen. Særligt anden gang lykkedes det Israel at svække iranerne ved at ødelægge stort set hele deres missilforsvar. Modsat lykkedes det Israel sammen med hjælp fra flere lande i høj grad at skyde de iranske missiler og droner ned.

Derfor mener mange, at tidspunktet ikke bliver meget bedre for et israelsk angreb. Dog kræver det sandsynligvis opbakning fra USA. Og en sådan opbakning kræver nok, at forhandlingerne om en aftale bryder sammen. Det kan ske allerede på søndag.

Dog skriver NBC som nævnt, at Israel overvejer at angribe, selv hvis der bliver indgået en aftale mellem Iran og USA. Det er dog mere usandsynligt, fordi Israel ved, at de har hårdt brug for USA’s hjælp, når Iran kommer med sit gengældelsesangreb.

Det skal også siges, at det ikke er givet, at et angreb vil lykkes. Atomanlæggene ligger langt under jorden, og der kræves adskillige meget kraftige bomber (de såkaldte bunker busters), hvis anlæggene skal ødelægges.