Uskyldigt israelsk par fængslet i Tyrkiet

Israelske myndigheder og advokater arbejder lige nu hårdt på at få et israelsk ægtepar hjem fra Istanbul, hvor de siden torsdag har siddet fængslet.

Mordy og Natali Oknin er et par fra byen Modiin. Under deres ferie i Istanbul tog de i torsdags en selfie med præsident Erdogans palads i baggrunden. Det er åbenbart ulovligt at fotografere paladset – selvom mange turister gør det hver dag uden repressalier. Mordy og Natali Oknin var dog uheldige. De blev arresteret af tyrkisk politi. Og nu forlyder det, at de er under mistanke om spionage.

 

Er meget bekymret og bange

Tirsdag fik den israelske advokat Nir Yaslovitch som den første lov til at besøge Mordy – som er blevet adskilt fra sin kone i fængslet. Yaslovitch kunne efterfølgende berette om et bevægende møde: »Uden at være for dramatisk kan jeg sige, at der var mange tårer – både hos ham og hos mig selv. Jeg forsikrede ham om, at jeg vil få dem hjem, og det har jeg tænkt mig at opfylde. Jeg forsøgte at give ham håb.«

Mordy Oknin var berørt af at tale med en landsmand. Og han havde mange spørgsmål – blandt andet hvorfor han og konen overhovedet er arresteret.

Fredag valgte en tyrkisk domstol at forlænge deres varetægtsfængsling med 20 dage. De israelske myndigheder mener, at det er afgørende at få parret løsladt i løbet af de kommende dage. For ellers kan tingene blive mere komplicerede, og parret risikerer at sidde i tyrkisk fængsel i »flere år«. Det forlyder, at folk fra Israels Udenrigsministerium vil få lov at besøge parret snart.


Det var en selfie med det tyrkiske præsidentpalads i baggrunden, der førte til anholdelsen af to israelske turister torsdag den 11. november. (Foto: Wikimedia)

Følte sig velkommen i Tyrkiet

Samme dag som de blev anholdt, havde parret mødt en anden israelsk turist, hvis ven ikke turde rejse til Tyrkiet. Derfor spurgte den israelske turist parret, om ikke også, det var sikkert at rejse til Tyrkiet som israeler.

Deres svar blev optaget på en video, som er blevet vist på israelsk tv. Her svarer Mordy og Natali, at »der er intet at frygte, det er sjovt at være i Tyrkiet, man kan tale hebraisk på gaden – de elsker os israelere«.

Senere samme dag blev de altså anholdt under mistanke om spionage for at have taget et billede, som tusindvis af turister har taget magen til. Det uskyldige billede kan ses via linket øverst i artiklen.