Valgdag i Israel

I dag, 9. april, er der valg til det israelske parlament Knesset. Dagen er en festdag i Israel, som fejrer, at demokratiet lever i bedste velgående og er grundlaget for det samfund, der udfolder sig og vokser her snart 71 år efter staten Israels grundlæggelse.

Her følger lidt forskellige fakta og iagttagelser fra valgdagen:

  • Kl. 7.00 slog 10.720 valgsteder dørene op og holder åbent indtil kl. 22.00 i aften.
  • 6.339.279 vælgere kan vælge mellem 39 forskellige partier, der dog skal have 3,25 % af stemmerne for at passere spærregrænsen og blive valgt ind i det 120 mand store Knesset.
  • De fleste israelere kan nyde dagen som national fridag, og mange tager på udflugt, når de har stemt. Nationalparkerne har særlige valg-aktiviteter i dag.
  • Valgets hovedpersoner er den siddende premierminister Benjamin Netanyahu fra partiet Likud og lederen af den nye koalition Blå og Hvid, Benny Gantz, der begge bejler til posten som premierminister efter valget.
  • De 8.000 indsatte i landets fængsler har mulighed for at stemme ved 58 valgsteder i fængslerne.
  • 1.200 valgtilforordnede fra partiet Likud har ved dagens valg haft skjulte kameraer på sig – primært på valgsteder i arabiske områder. Likud siger, de vil dokumentere evt. valgsvindel, men formanden for landets valgkommission Hanan Melcer har forbudt det og politiet konfiskerer videoudstyret.
  • Valgkommissionen har forbudt de opstillede politikere at udtale sig til TV på valgdagen, da det er forbudt at føre valgkamp på selve dagen – ja faktisk fra kl. 19.00 dagen før.
  • Midt på valgdagen tyder det på, at kun ca. halvdelen af landets arabiske befolkning vil stemme ved valget.
  • Kl. 14.00 har 35,8 % af den samlede vælgeskare stemt. Det er marginalt under tilslutningen på samme tidspunkt ved valget i 2015, hvor der sidst var valg til Knesset.