Venstreorienterede vil demonstrere ved Jotam Confino-foredrag

Søndag den 7. juni er Ordet og Israel medarrangør af et foredrag ved journalist Jotam Confino, som afholdes i Citykirken i Aarhus.

Rigtig mange har købt billet til foredraget, som skal handle om konflikten i Mellemøsten. Der er dog få billetter tilbage, hvis man vil med.

Også en gruppe pro-palæstinensiske aktivister har opdaget, at Confino besøger Aarhus. Og det synes de ikke, er en god ide. I hvert fald har de planlagt en demonstration uden for kirken, fordi arrangementet ikke er blevet aflyst, hvilket de ellers har krævet. De mener blandt andet, at Jotam Confino er ensidig – og derfor bør han altså ifølge de pro-palæstinensiske aktivister ikke have lov til at holde foredrag.

På hjemmesiden dukop.dk opfordrer de blandt andet demonstranter til at ”bære døde palæstinensiske babyer” og komme med skilte.

Til Kristeligt Dagblad fortæller Henrik Chievitz, der er formand for Dansk-Israelsk Forening og medarrangør: »Jeg betegner det som chikane, når de opfordrer til at kontakte Citykirken, som ikke har noget med arrangementet at gøre udover at låne lokaler til os. Det er i orden at være kritisk over for Jotam Confino, men jeg synes, det er meget voldsomt, at de vil dukke op med døde babyer uden for kirken.«

Kristeligt Dagblad har talt med Johnny Hansen, der er præst i Citykirken. Han fortæller, at de kun har fået 15-20 henvendelser om arrangementet – og at kun to tredjedele var negative.

Jotam Confino siger selv til avisen: ”Demonstranternes forsøg på at skræmme mig, arrangørerne, kirken og gæsterne virker ikke. At de gentager de samme anklager mod mig, som to pro-palæstinensiske aktivister er blevet dømt for at fremsætte i Københavns Byret, siger alt om dem. Deres had, løgne og antidemokratiske adfærd er soleklare for enhver med to hjerneceller. Det er en ekstrem og hidtil uset personlig smædekampagne mod en journalist, som burde få resten af medieverdenen til at vågne op. Det kan ikke være rigtigt, at en journalist skal have politibeskyttelse, når vedkommende holder foredrag rundt omkring i landet. Men det er desværre her, vi er."