Video fjerner tvivl: Palæstinenser skudt på grund af terrorangreb

Der var forskellige beretninger om, hvad der egentlig skete tirsdag eftermiddag ved et checkpoint i Jerusalemforstaden Abu Dis.

En 28-årig palæstinensisk mand ved navn Ahmad Erekat blev skudt og dræbt af israelske soldater. Men der var tvivl om, hvad der ledte op til skudepisoden.

Kort efter hændelsen forlød det i udtalelser fra forskellige palæstinensiske kilder, at Ahmad Erekat var blevet dræbt koldblodigt og uden grund. Ahmads onkel Saeb Erekat er en af de mest magtfulde personer i Det Palæstinensiske Selvstyre, hvor han er chefforhandler. Han sagde, at Ahmad havde haft travlt ved checkpointet, fordi han skulle til sin søsters bryllup, som var samme dag. Og at israelerne havde skudt ham, fordi han måske havde kørt lidt for stærkt. Han afviste, at der skulle være tale om et terrorangreb, og at Ahmad skulle have haft til hensigt bevidst at køre ind i soldater ved checkpointet. Samme melding lød fra en repræsentant for PLO. Også Ahmad Tibi fra det arabiske parti skrev om, at soldaterne havde »været for hurtige på aftrækkeren«.

Men onsdag valgte det israelske militær så at offentliggøre en video, der tydeligt viser, hvad der skete. Videoen viser Ahmad Erekat køre stille og roligt hen til checkpointet – hvorefter han pludseligt speeder op og drejer ind i en kvindelig soldat, som bliver slynget op i luften. Erekat skynder sig ud af bilen, hvor han bliver skudt og ikke længe efter bliver erklæret død.

Videoen kan ses her.

Soldaten, som blev ramt af bilen, kom kun lettere til skade, selvom det ser meget voldsomt ud på videoen.

Kort efter episoden udbrød der uroligheder i Abu Dis, hvor palæstinensere satte ild til dæk og konfronterede israelske soldater.

I næste uge kan Netanyahu meget vel tage et skridt i retning af at annektere visse dele af Vestbredden. Skulle det ske, forventer man endnu mere vold og terror, og derfor er de israelske sikkerhedsmyndigheder i højt beredskab i disse dage.