Aflysninger er desværre uundgåelige

                                                                        Der laves pakker til soldater ved fronten. Jerusalem oktober 2023 (foto: Ellen HM)

Det drejer sig om Discipelskolens forårshold, Yad va Lev seniors hold 1 samt Yad va Lev unges forår/sommer-hold.

Vi vil så gerne fortsætte vores arbejde i Israel – i Jerusalem og Poriya, men situationen i Israel lige nu og Udenrigsministeriets anbefalinger gør, at det ikke er muligt. Vi ved ikke, hvor længe situationen vil være sådan, men beslutningen skulle tages nu, så de, der skulle have været afsted, ikke skal blive ved med at gå i usikkerhed.

Landssekretær Nicklas Lautrup- Meiner siger: ”Vi er meget kede af at måtte aflyse de første aktiviteter i foråret, fordi det betyder, at vi ikke kan række den samme hjælp med hånd og hjerte til det jødiske folk og undervise unge i Israels rolle i Bibelen.”

Nogle af Ordet og Israels faste medarbejdere i Israel forventes at rejse til Israel igen i januar. Det giver mulighed for at række ud med hjælp i de messianske menigheder og i samfundet. På den måde kommer der lidt arbejde i gang allerførst i det nye år.

Vi forventer at kunne afholde kurser og sende seniorer afsted hen på foråret.

Aflysningerne i 2024 får også betydning for økonomien i Ordet og Israel, ligesom det gav et stort minus i regnskabet for 2023, at vi måtte sende folk hjem og aflyse kurser.

”Aflysningerne betyder også at Ordet og Israels økonomiske uvejr fortsætter ind i 2024. I værste fald kan aflysninger i foråret koste en halv million. Det er et stort bedeemne!”, slutter Nicklas Lautrup-Meiner

 

Vær med til at bede om fred.