Confino-foredrag blev gennemført med et par afbrydelser
Søndagens foredrag med journalist Jotam Confino i Citykirken i Aarhus blev gennemført nogenlunde som planlagt, og de mere end 300, der havde købt billet, fik indblik i de seneste års dramatiske udvikling i Mellemøsten. Der var også god tid til at stille spørgsmål til Confino.
Som varslet havde en gruppe aktivister fra venstrefløjen stillet sig op ude foran kirken. Her stod der cirka 20 personer. Mange havde medbragt det, der skulle forestille et barnelig svøbt i hvide klæder. Det var tilsyneladende for at lede tankerne hen på de børn i Gaza, som har mistet livet i krigen.
Nogle havde medbragt skilte, hvor der stod ”20.000 døde børn. Free Palestine” og »Stop folkemordet i Gaza«.
Den slags har man jo set masser af de seneste år. Men hvorfor havde aktivisterne valgt at stille sig op uden for kirken, hvor Confino skulle holde foredrag? Jo, ifølge dem selv var det, fordi de mener, at Confino komme med »ensidig propaganda«. De havde på forhånd krævet, at foredraget skulle aflyses. Det store fremmøde til foredraget vidnede dog tydeligt om, at der er en stor interesse for at høre Confino, som de seneste år har været genstand for en boykot-kampagne fra den pro-palæstinensiske fløj.
Confino bruges stadig af flere forskellige internationale medier, som altså udmærket kan stå inde for kvaliteten af hans rapportering og journalistik.
Stort politiopbud
Det var ikke kun foredragsdeltagere og aktivister, der havde trodset regnen søndag eftermiddag. Mange politibiler samt PET var også til stede for at sikre ro og orden.
Under foredraget blev der affyret lidt fyrværkeri mod kirkebygningen. Og inde i salen blev foredraget to gange afbrudt af aktivister, der havde købt billet. Først hev de et banner frem, hvor der stod ”Jesus var palæstinenser”. Anden gang viste de et banner med teksten ”Confino lies”. I begge tilfælde blev personerne eskorteret ud af salen. Og begge gange begyndte folk i salen at synge ”»Heven ushalom aleichem«, der betyder »Vi bringer fred til jer«.
Hvis man vil, kan man se optrinnene på Confinos facebookprofil. Her kan man også se billeder af aktivisterne uden for kirken.
Ordet og Israel var sammen med Nordjyske Venner af Israel og Dansk-Israelsk Forening med til at stå for arrangementet. Vi er glade for, at deltagerne var i trygge hænder og kunne få et spændende foredrag af en journalist, der om nogen har mærket, hvad konflikten i Mellemøsten har haft af betydning også her i Danmark.
Tak til Jotam Confino for det gode journalistiske arbejde og for at kæmpe imod det had til jøder og Israel, som breder sig i denne tid.
