En tid med alvor, gråd og taknemlighed
Det hele begyndte med en aflysning af vores uge i Jerusalem, som disciplene havde set frem til. Men som omstændighederne så ud på det tidspunkt, var konklusionen, at det var bedst, at vi holdt os væk fra storbyen, hvor faren for at blive smittet med corona, trods alt var større end i Galilæa.
I stedet gik vi i gang med at arrangere en ørkentur, hvor vi kunne vandre og sove ude i det fri langt fra mennesker og andre smittebærende elementer. Torsdag blev der handlet snacks og andet godt til turen i Negev ørkenen, og der blev lejet nogle minibusser. Det var en god alternativ plan, og vi glædede os. Fredag morgen tog vi til Cæsarea på vores planlagte onlocationtur. I løbet af dagen ændrede tingene sig time for time, der blev sat flere og flere restriktioner op fra myndighedernes side, og 15 min. før lovsangsaftenen på shabbatten blev der taget en beslutning om, at disciplene skulle komme hjem til Danmark.
Beskeden blev selvfølgelig taget imod med vemod og gråd, men også med en forståelse for alvoren bag. Vi sang lovsange, bad for situationen og for hinanden, spiste kage og hyggede os. Så gik vi i seng for at stå op næste morgen til et dejligt Shabbats-morgenbord, inden det gik løs med at bestille billetter hjem til Danmark.
Desværre var det ikke muligt, at alle disciple kunne rejse hjem samlet. Cirka halvdelen rejste hjem søndag morgen, og den anden halvdel rejste tirsdag morgen. Vi fik en dejlig samling lørdag aften, hvor vi var samlet omkring Jesus som den gode hyrde. Vi fik snakket om gode oplevelser og undervisning, vi fik grint og grædt sammen.
TAK, F20, for jeres hele vejen igennem positive og glade måde at være på, tak for den måde, I tacklede den pludselige omvæltning på, I gjorde det SÅ godt. Vi er taknemmelige for, at vi har lært jer at kende. I er gemt i vores hjerter.
Da vi havde sagt farvel søndag morgen, satte vi, der var tilbage, os ned og talte om, hvad der skulle ske de næste par dage. Der var jo meget, vi ikke havde nået. Det endte med en dejlig heldagstur søndag på Golan, hvor vi sluttede af med en lille vandretur ved smukke Baniyas, og mandag var vi på Arbel og badede i Genesaret sø.
Vi blev enige om at fokusere på 7 rigtig gode uger, hvor Bibelen havde åbnet sig fra nye sider og der blev skabt nye dejlige venskaber.
Gud velsigne jer, kære disciple, i den hverdag, I nu har i Danmark, hvor I har 14 dages karantæne, brug den bl.a. til fortsat at granske i Guds Ord – for det Ord indeholder SÅ meget godt!
Den sidste salme, vi læste sammen, var salme 74, jeg vil fremhæve v. 4:
”Når jorden og alle dens beboere ryster, holder jeg (GUD) dens søjler på plads”.