Et meget aktivt arbejdshold

Det Danske Hus har den sidste tid summet af glade, positive og skønne mennesker, som har gjort en kæmpe forskel for huset.

Der er blevet malet, fuget, repareret, ordnet og fikset dagen lang. Det har duftet af maling og nybagte boller hver formiddag. Bollerne blev nydt til den daglige formiddagskaffe, som var  kl. 9.15 – på dette tidspunkt havde flere været i gang siden kl. 5.30. I forbindelse med formiddagskaffen var der også morgenandagt, hvor dagen blev lagt i Guds hænder.

Der blev også tid til et par udflugter til Golan, Arbel og Magdala. En aften var der fint besøg fra Danmark: KLEZMER DUO kom forbi. Med deres fantastiske fortælle-evne, helt i top musikalske indslag og dejlige væsen gav de os en aften, hvor vi blev sat ind i de danske jøders vilkår i 1943 og hørte om de ganske almindelige danskere, som fik jøderne i sikkerhed. Fortællingen blev krydret med Klezmer musik.

Nu er arbejdsholdet rejst hjem igen efter nogle meget aktive dage. Tak for indsatsen.