Gang i Joffihuset

Camilla skriver i hilsnen:
" Én spiller klaver, et par stykker lægger puslespil, én sidder med næsen begravet i en bog, og i køkkenet er dagens køkkenhold i gang med at snitte grønsager – der er kommet liv i Joffihuset igen efter en vinterpause! Forårsholdets Yad va Lev- og Face Israel-volontører har været i Jerusalem i to uger nu. Det er en flok nysgerrige unge mennesker, med et stort tjenersind og gåpåmod. Disse første par uger er fulde af nye, anderledes arbejdsopgaver – alt fra bleskift, malerarbejde, bolsjepose-pakning, udmugning, madposepakning til rengøring og madlavning i deres nye fælles hjem. Med højt humør og Jesus som centrum for det hele, kaster volontørerne sig ud i det! ”Det er bare så fedt at få lov til at arbejde praktisk med sine hænder,” siger én af dem henover madlavningen og fortæller, at hun ikke lige var typen til at melde sig til fx gadeevangelisationen i hendes IMU, ”og så er det virkelig dejligt at opleve, at jeg kan tjene Gud med mine hænder.”

Vi er sammen med volontørerne i fuld forventning til, hvad de næste fire måneder vil bringe i deres liv og livet hos dem, de møder!

Tak for jeres forbøn!"