"Her keder vi os ikke."

”Vi spiller fodbold klokken kvart i to på banen”, lyder det på discipelskolen, mens de sidste tygger af munden under frokosten. Her keder vi os ikke. Nu har vi passeret midten af discipelskoleopholdet, og tiden flyver af sted. Vi er velsignet med rigtig dejligt vejr og en ufattelig smuk natur omkring os, hvilket giver mulighed for mange hyggestunder på terrasserne og gå-, løbe- og cykelture på bjergskråningerne. Det nyder vi i fulde drag.

I sidste uge var huset fyldt med gæster. Onsdag havde vi besøg af en stor flok unge mennesker fra Luthers Missions Højskole. Vi delte ud af vores hverdag på discipelskolen, og de delte livet på LMH med os. Det var til stor opmuntring, at så mange unge har lyst til at bruge flere måneder af deres liv på at fordybe sig i troen og Bibelen.

Dagen efter fik vi besøg af ni friske YadVaLev volontører fra Jerusalem. De var sammen med os i nogle dage og indgik i den sædvanlige hverdag her på skolen. Der blev spillet spil, spillet bold, gået ture, snakket og hygget. Det var dejligt at opleve, at de faldt naturligt ind i fællesskabet. Vi nød at lære dem at kende og ser frem til at være sammen igen i Jerusalem om nogle uger. 

Næste uge tager vi sydpå til ørkenen, hvor vi skal sove udendørs og opleve de underfulde omgivelser, som Gud har skabt her i Israel. Det perfekte alternativ til undervisning, hvis man spørger os, nu når myndighedernes restriktioner forhindrer undervisere i at komme herned.