Hvor går tiden dog hurtigt

Ida fortæller: "De uger, der nu ligger bag os har været fyldt med nye indtryk, gode snakke, læren om Israel og en masse god undervisning.
En masse skønne elever kom i august med store forhåbninger om nye venskaber og spændende oplevelser i Guds land, og forventningerne er i den grad blevet opfyldt.
Vi har været på flere gode fredagsture, hvor vi har set steder, vi møder i Israels historie i Det Gamle Testamente såsom Gilboas bjerge  og Ein Harod-kilden."

Når disciplene kommer hjem fra fredagens on-location-undervisning, går nogen i gang med at forberede den gode sabbatsmad. Sabbatsmåltidet indledes med et messiansk-jødisk ritual. Og så oplever disciplene den særlige sabbatsro, som man virkelig kan opleve i Israel.

"Vi har nu fejret sabbat tre gange og virkelig oplevet den fantastiske gave, Gud har givet mennesket med hviledagen. Vi har spist lækker mad, sunget lovsang og oplevet sabbatten, som jøderne har fejret gennem århundreder og stadig fejrer", fortæller Ida og konkluderer:

"På kun få uger har vi skabt et dejligt fællesskab og glæder os til at vokse yderligere sammen åndeligt og menneskeligt. "

I næste uge tager disciplene til Jerusalem og skal der sammen med de unge i Yad va Lev have en masse undervisning og opleve de jødiske højtider Rosh HaShana og Yom Kippur helt tæt på.

Vil du følge med i livet på Discipelskolen, så find dem på FaceBook: Det Danske Hus