Omgivet af søde og betænksomme mennesker
Henriette og Karsten fortæller fra deres første 14 dage i Jerusalem
Henriette og Karsten Lauridsen landede i Jerusalem for lidt over 14 dage siden. De er Ordet og Israels nye lederpar i Jerusalem, hvor de skal være med til at starte arbejdet for unge og seniorer op efter over to års pause på grund af krig.
Læs her om deres første 14 dage
"Vi har nu været i Jerusalem i 14 dage, hvor den første uge gik med indflytning og at blive kendt med Talpiot - den bydel i det sydlige Jerusalem, hvor vi bor.
Efter en uges tid fik vi besøg af Hanne og Leif Toft, som har været lederpar her fra 2017-2022.
Vi har haft en spændende og meget indholdsrig uge sammen med dem, hvor vi sammen har besøgt forskellige volontørsteder og talt med samarbejdspartnere der. De har også fortalt om hverdagen i Joffihuset inkl. alle de praktiske forhold der. Det har været en god og intens uge fyldt med positive møder, hvor vi har mærket at vores volontører er meget vellidte og ventede.
Fredag aften havde vi et hyggeligt sabbatmåltid i Joffihuset med de kendte tekster og dans og sang rundt om bordet.
I denne uge havde vi planlagt en udflugt til Dødehavet og flere møder, men efter lørdag morgen er situationen nu en helt anden. Nu lyder sirenerne over byen, og vi kan høre buldren på himlen fra forsvarsmissilerne og vores telefon giver os en alarm, når det er tid at gå i beskyttelsesrummet.
Vi har det godt og er omgivet af søde og betænksomme naboer, der er opmærksomme på, at vi er nye her.
Vi mødes alle i beskyttelsesrummet, det har givet os en lynhurtig intro til de øvrige familier, der bor her i nr. 3.
I går aftes kom en af naboerne og inviterede os til aftensmad. Det blev en hyggeligt og spændende møde med en familie på fem, der fortalte os om deres hverdag.
Lige nu er landet i undtagelsestilstand, og det er vores hverdag også.
Tak for forbøn, ikke blot for os, men for Israel og alle andre som lider i denne konflikt, for ledere og for magthavere."
