Rebekka Andersen ansat som Yad va Lev medarbejder

Rebekka Andersen ansat som ny Yad va Lev medarbejder

Ordet og Israel er glad for at offentliggøre at vi fra 1. september har ansat 35-årige Rebekka Andersen som Yad va Lev medarbejder i Jerusalem. Rebekka skal til dels arbejde som volontør, og så vil hun også blive ansvarlig for planlægning af volontørarbejde og undervisning for de skiftende seniorhold og 40+-hold, når det igen bliver muligt for os at sende grupper af volontører til Israel.

”Det er vigtigt for os, at vi har medarbejdere i Israel, som kan hjælpe på lokale volontørsteder og bygge relationer. Der er et stort behov for hjælp, og vore medarbejdere har de seneste år oplevet mange muligheder for at være et vidnesbyrd i deres hverdag blandt israelere. Derfor glæder vi os også til at kunne sende Rebekka til Jerusalem i september for at række hånd og hjerte til Israel, selvom der er usikkerhed om, hvornår vi igen kan sende danske hold afsted”, siger landssekretær Nicklas Lautrup-Meiner om ansættelsen af Rebekka.
Rebekka er tidligere YvL-volontør og tidligere ungmedarbejder på Discipelskolen og har i flere år været med til at stable Sommerstævne på benene. Hun er vokset op i Ordet og Israel og kender organisationen indefra og har DNA’et helt inde i hjertet. Desuden har hun et stort gåpåmod og er klar til at gå ind i en alsidig række af opgaver uanset, hvornår det almindelige arbejder starter op igen.

Rebekka glæder sig meget til at komme afsted:

Jeg har sagt ja til stillingen, fordi arbejdet i Yad va Lev for mig er dybt meningsfuldt, og fordi jeg synes kombinationen af selv at tage del i volontørarbejdet og at kunne være med til at skabe rammerne for de volontører, der forhåbentlig snart igen kommer derned, er helt fantastisk. 
Jeg glæder mig til hverdagen i Jerusalem, til mødet med israelerne, til at være en del af et arbejde hvor troen er udgangspunktet, til forhåbentligt at kunne være noget for andre – og også til et godt sesambrød i den gamle by.

Bed gerne for Rebekka og hendes forberedelser.