Så er der liv i seniorlejligheden igen

Den 2. februar kom årets første seniorhold til Jerusalem. De har nu haft et par uger med ustadigt Jerusalems-vejr, men nu skinner solen på dem, når de tager ud i byen for at hjælpe og for at opleve.

Når man spørger denne gruppe af 6 seniorer og deres lederpar, hvad de tænker om de første uger, så kommer der mange gode svar tilbage:

”Det er dejligt med fællesskabet med de unge volontører fra Joffihuset”

”Vi får udvidet vores horisont på mange områder”

”Yad va Lev senior-konceptet har en god blanding af opgaver og oplevelser”

”Vore opgaver er meningsfyldte”

”Vi var i Betlehem forleden, det var en meget god oplevelse”

” Vi får god undervisning – både i Joffihuset og der, hvor det hele skete”

En ting alle er helt enige om er, at maden, de får, er rigtig god, varieret og hjemmelavet. Det er nemlig dem selv, der på skift sørger for den kulinariske del af opholdet.

Som en særlig oplevelse nævnes også at køre gennem byen i de overfyldte busser. Når seniorerne sådan færdes rundt i byen og møder de mennesker, der bor der, så bliver de også ofte mindet om, at der stadig er en særlig taknemlighed over for det, danskerne gjorde for at redde jøderne for 80 år siden. ”Det gode omdømme prøver vi at leve op til”, er slutreplikken i denne omgang fra den gæve gruppe, som vil gå over i historien som Yad va Lev senior hold 1.23