Ungledere til Joffihuset i Jerusalem ansat

Til at hjælpe Signe og Simon i Yad vi Lev arbejdet i Jerusalem har Ordet og Israel ansat Helena Krabbe-Larsen (24 år) og Erik Bjørnholt (26år). De bor begge i Odense, hvor Helena læser en kandidat i audiologopædi, og Erik arbejder som software-udvikler. De er i øvrigt forlovede med hinanden ????

Helena har sunget meget i kor og engageret sig i både KFUM og K og IMU. Erik har været leder i en teenklub i IMU i Odense, og så er de begge glade for at komme ud i naturen. Når de bliver spurgt om, hvorfor de gerne vil være ungeledere i Jerusalem, svarer de:

Helena: ”Først og fremmest glæder jeg mig til at dele tro, liv og hverdag med både Yad-va-lev-volontørerne og de mennesker, vi kommer til at møde gennem arbejdet. Det er en fantastisk mulighed for at dele ud af den næstekærlighed jeg selv har mødt i mit liv gennem troen på Jesus. Derudover ser jeg frem til at bo i Jerusalem, hvor alt emmer af historie.”

Erik: "Jeg har længe gerne villet rejse til Israel, møde kulturen og se nogle af de steder, som står beskrevet i Bibelen. Det er jeg glad for at have fået mulighed for sammen med Ordet og Israel. Især ser jeg frem til møde mennesker, hvor de er, hjælpe dem, som trænger, og være i et kristent fællesskab, hvor vi kan dele liv og tro"

Helena og Erik skal foreløbig være i Jerusalem i 1 år, og efter planen rejser de ud sammen med Yad va Lev volontørerne midt i januar 2022.