Unglederpar på plads i Jerusalem - endelig

For en uges tid siden kom Maria og Frederik Korsgaard til Jerusalem. De blev allerede ansat i eftersommeren 2023 og planen var, at de skulle til Jerusalem i januar. Men bl.a. den alvorlige situation i Israel gjorde, at de først kunne komme afsted nu i april. Så med lidt forsinkelse har de nu taget fat på arbejdet som ungledere i Joffihuset i Jerusalem.

”Det var en stor glæde, da vi endelig stod med flybilletter i hånden og var klar til afgang mod Israel. Vi har virkelig oplevet, at Gud åbnede alle dørene for visum, planlægning og køb af billetter, så snart vi var klar til at tage af sted”, fortæller Maria og fortsætter: ”Siden sommeren 2023 har vi drømt og bedt om at komme til Jerusalem sammen, så efter en del uforudsete bump på vejen var det derfor forløsende at komme af sted - om end det til en start er uden volontører.”

Frederik fortæller: ”Ankomsten kunne ikke være gået bedre. Vi ”fløj” igennem lufthavnen uden så meget som et eneste spørgsmål i paskontrollen, og vi blev taget godt imod af Kirsten samt Nicklas og Ole, der var på besøg i Israel i de dage. Det var meget givende at komme herned og med det samme træde ind i et fællesskab med de andre ansatte.”

Frederik og Maria er glade for at være i Jerusalem og har oplevet, at byen ligner sig selv – næsten da: ”Jerusalem ligner sig selv fra de andre gange, vi har været hernede, med undtagelse af manglen på de sædvanlige mængder af turister. Derudover er det tydeligt at mærke sorgen over gidslerne i Gaza, som israelerne markerer med plakater og ved at hænge gule bånd om alting.”

Som Maria nævner er der desværre – også på grund af situationen – ikke nogen unge Yad va Lev volontører i Joffihuset lige nu. Forårets hold måtte aflyses, men vi håber meget på, at Frederik og Maria kan få selskab i Joffihuset til efteråret af syv friske volontører. På grund af de manglende volontører bliver Maria og Frederiks arbejdsopgaver lidt andre end de sædvanlige for ungledere.

De er allerede godt i gang med at få et liv med både arbejde og fritid i Jerusalem:

”Vi får langsomt stykket en hverdagen sammen hernede,” fortæller de. ” To dage om ugen, er vi i en vuggestue for børn med særlige behov. Torsdag aften var vi til ungdomsmøde med nogle andre unge i menigheden hjemme hos en familie, hvor vi spiste og havde fællesskab med hinanden.”

Kirsten har efterhånden mange kontakter til steder, hvor man har et stort behov for hjælp med meget forskellige opgaver. Dette arbejde går Maria og Frederik også ind i sammen med Kirsten.

”Derudover er der ting som at hjælpe til i suppekøkkener, pakning af madkasser og frugtplukning, samt at hjælpe med i kirken og  i forskellige projekter, der er tilknyttet menigheden,” siger de og slutter: ”Udover dette bor vi i et stort hus, der har sin helt egen liste med opgaver, som bærer præg af, at huset har stået tomt i et halvt år”. 

Landssekretær Nicklas Lautrup-Meiner, som var i Jerusalem, da Maria og Frederik kom, glæder sig over, at Ordet og Israel nu har 3 medarbejdere i det sociale arbejde i Jerusalem: ”Det er jo dette, vi gerne vil: række ud til mennesker i Jerusalem gennem Yad va Lev arbejdet”, siger han. ”Vi har været så glade for, at Kirsten har båret arbejdet videre i denne svære tid, og med Maria og Frederik kan vi nu nå ud til endnu flere mennesker. Det er virkelig godt. Tak til alle, der vil være med til at bede for de 3”, slutter Nicklas.