"Vi glæder os"
”En dag regner det, og den næste dag skinner solen fra en skyfri himmel. Andre steder i Israel sner det, og billeder viser Jerusalem dækket af sne ligeså Golan og andre højtliggende steder. Herfra kan vi, i klart vejr, se, det smukke Hermonbjerg dækket i sne”
Sådan fortæller Hanne Højgaard fra Poriya. Hun og Harry er nu tilbage i Det Danske Hus og glæder sig rigtig meget til, at huset igen vil summe af unge disciple og siden kursister.
”Vi er tilbage i Poriya, og det er rigtig dejligt. Ikke mindst fordi vi denne gang kan se frem til, at vi den 1. februar kan byde disciple velkommen i Det Danske Hus igen. Det bliver det første hold, siden vi den 17. marts 2020 sendte disciplene hjem pga. Corona”, fortæller Hanne og fortsætter:
”Vi er Gud meget taknemmelige for, at disciplene nu kan komme, og ser frem til, at der kommer liv i huset og hverdagen igen kan blive fyldt med skønne unge mennesker fra Danmark.”
En del af det at være på discipelskole er at være i tjeneste. Hver mandag er der diakonalt arbejde hos folk i nærområdet.
”I skrivende stund forberedes der, og huset gøres klart. Vores venner i byen, som vi plejer at hjælpe, når vi har diakonalt arbejde, udtrykker glæde over, at vi er tilbage. Som Corona-situationen er nu, bliver det mest udendørsarbejde, vi kan hjælpe med, men det er heldigvis også det, årstiden kan byde på.”
Mens huset har været uden danske aktiviteter, har der flere gange været lokale grupper, der har nydt at kunne bruge det. Sådan også nu efter at Hanne og Harry er kommet tilbage.
”Mellem forberedelserne har vi haft den fornøjelse at lægge hus til ”The House of Light”, som er drevet af et arabisk ægtepar. De arbejder på tre områder: Kristen socialt hjælpearbejde, besøg i fængsler og King’s Kids, og det er de sidstnævnte, vi denne gange kunne byde velkommen i Det Danske Hus. I King’s Kids bliver unge jøder og arabere udrustet til at være en del af børne-, junior- og teen-arbejdet i deres menigheder. Det er dejligt, at vi flere gange i Coronatiden har kunnet stille Det Danske Hus til rådighed for vores brødre og søstre i Israel.”
I næste uge rejser disciplene til Israel for at være der i 3 måneder, så nu skal huset endelig bruges igen til bibelundervisning af danske unge og voksne. Der er planlagt både kurser og minibibelskole samt korte Yad va Lev-ophold i huset det kommende halvår.
”Nu ser vi frem til, at vi selv kan bruge Huset igen. Igen med det formål, at danskere kan fyldes med bibelglæde i det land, hvor det hele skete”, slutter Hanne fra Poriya
Vær med til at bede for Hanne og Harry og alle de mennesker, der i den kommende tid opholder sig i Det Danske Hus.