Abrahams historie er Israels historie i en nøddeskal

Bibelens bøger fortæller hver sin historie. Og samtidig fortæller de alle en bid af den samme store historie. Et godt eksempel på det er beretningerne om Abraham og om Israels udvandring fra Egypten. Det er to forskellige beretninger, som finder sted på to vidt forskellige tidspunkter. Men de har mange paralleller, som viser, at de hører sammen i Bibelens store historie.Bibelens bøger fortæller hver sin historie. Og samtidig fortæller de alle en bid af den samme store historie. Et godt eksempel på det er beretningerne om Abraham og om Israels udvandring fra Egypten. Det er to forskellige beretninger, som finder sted på to vidt forskellige tidspunkter. Men de har mange paralleller, som viser, at de hører sammen i Bibelens store historie.

I sin artikel »Abraham som Israel, Israel som Abraham« fra 2016 viser Seth Postell, hvordan fortællingen om Abraham i Første Mosebog 11-15 peger frem mod fortællingen om Israels udvandring fra Egypten i Anden Mosebog. Og han viser, hvordan det giver en ekstra dimension til forståelsen af dem, når vi får øjnene op for sammenhængen mellem dem.

Postell er ph.d. i teologi og er ansat ved Israel College of The Bible (ICB) i Netanya. I denne artikel vil jeg fremlægge nogle af Postells pointer, når det gælder lighederne mellem Abraham og Israel.

Bibelen prøver at fortælle os noget

Først og fremmest understreger Postell, at de mange paralleller mellem de to fortællinger ikke er tilfældige. Det er derimod, mener han, Toraens forfatter, der helt bevidst gennem litterære virkemidler har forsøgt at vise, at selvom de to fortællinger er meget forskellige, så er de tæt forbundet. Den opdagelse giver læseren øje for Bibelens store fortælling. Nemlig fortællingen om, hvordan Gud arbejder på at genoprette sit skaberværk efter syndefaldet i Edens have.

Postell nævner seks bemærkelsesværdige paralleller. Så lad os dykke ned i Første og Anden Mosebog og se nærmere på dem.

1: Fra menneskeskabt by til Guds land

Lige før vi i 1 Mos 12 læser, at Gud kalder Abraham og siger, at han skal drage mod et land, Gud vil give ham, findes beretningen om Babelstårnet. Det ligger i en by, som er bygget af mennesker, og det står i modsætning til det lovede land, som er »bygget« af Gud. Gud spolerer byggeriet af Babelstårnet ved at sprede arbejderne »ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen« (1 Mos 11,9).

På samme måde kom israelitterne fra et land bygget af mennesker og satte kursen mod det lovede land. Også her blev byggeriet standset af Gud, som sørgede for at arbejderne (israelitterne) forlod Egypten.

Men er dette fællestræk bevidst fra forfatterens side – eller er det mere tilfældigt? Her påpeger Postell, at der i begge tekster bruges det præcis samme hebraiske ord for »at fremstille/stryge« og for »teglsten«. 

I 1 Mos 11,3 står der »kom, lad os stryge teglsten«, og i 2 Mos 5,7 siger Farao, at israelitterne ikke længere må få leveret halm »til fremstillingen af teglsten«.

Parallellen er særligt bemærkelsesværdig, fordi disse to hebraiske ord kun bruges sammen netop de to steder i Toraen

2: Sult, slaveri, plager og overflod

Når vi så kigger nærmere på Abrahams rejse og Israels rejse mod det lovede land, er der også mange paralleller. 

En af dem er, at de begge drog til Egypten på grund af sult: Abraham og Sara tog til Egypten, »fordi hungersnøden knugede landet« (1 Mos 12,10). Og da Josefs brødre drog til Egypten, gjorde de det pudsigt nok også, fordi »hungersnøden knugede landet« (1 Mos 43,1).

Og det var ikke kun Israels folk, der endte som slaver i Egypten. Sara blev »hentet til Faraos palads« – og hun blev næppe spurgt først. 
Og ligesom det var tilfældet for Israel, endte Abraham og Saras ufrivilligt forlængede ophold i Egypten med, at Gud »ramte Farao og hans hus med svære plager«, hvilket fik Farao til at »sende dem bort«.

En yderligere parallel er, at Abraham forlod Egypten »meget rig på kvæg, på sølv og guld« (1 Mos 13,2), mens israelitterne fik »hvad de bad om« (2 Mos 12,36).

3: Strid

Efter udvandringen fortsætter de to beretninger det bemærkelsesværdige parløb. 

Med sig på sin rejse har Abraham sin nevø Lot. Undervejs opstår en strid mellem Abraham og Lots hyrder, fordi »landet ikke kan brødføde« dem alle (1 Mos 13,6-7). Derfor går de hver til sit. For Israels vedkommende opstår der også en strid – mellem Moses/Gud og folket – på grund af mangel på mad i ørkenen. Folket længes endda efter kødgryderne i Egypten (1 Mos 16,2-3).

Parallellen er måske ikke umiddelbart den mest tydelige – men også her skal vi kigge nærmere på ordvalget i grundteksten. Det hebraiske ord for »strid« (»meriba«) refererer i Bibelen altid til striden under ørkenvandringen, hvor folket var vrede på Moses og Gud på grund af mangel på vand og mad (fx 2 Mos 17,7). Det eneste sted i Bibelen, hvor det ikke referer til det, ja, det er i Abraham-beretningen. Og netop derfor er der god grund til at tro, at forfatteren bevidst har villet skabe en association mellem de to beretninger ved undtagelsesvist at bruge det ord med henvisning til noget andet end striden under ørkenvandringen.

4: Amalekitterne lider nederlag

Efter striden kommer der i begge beretninger et afsnit om sejr over amalekitterne. I 1 Mos 14 hører vi om Abrahams sejr over fire konger – men inden da hører vi i vers 7, at de fire konger »slog amalekitterne«.

Tilsvarende giver Moses befaling om, at israelitterne skal rykke ud og kæmpe mod amalekitterne (2 Mos 17,8-16).

5: En hedensk præst træder frem

Og det parallelle forløb fortsætter – når det gælder både indhold og ordvalg.

I henholdsvis 1 Mos 14,18-20, og 2 Mos 18 læser vi om to hedenske præster – Melkisedek og Jetro – som minder utroligt meget om hinanden. 

De optræder begge lige efter en militær sejr over henholdsvis fire konger og Farao. Melkisedek kommer med brød og vin, og Jetro sørger for »et måltid for Guds ansigt«. De velsigner begge Gud for at have givet sejren: »Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt,« siger Melkisedek, mens Jetro udbryder »lovet være Herren, som har reddet jer fra egypterne og fra Farao«. Læg mærke til de sproglige ligheder. Forsøger forfatteren mon at give os et vink med en vognstang om, at de to beretninger har en dyb samhørighed?

Begge beretninger slutter med, at Abraham og Moses viser, at de tilregner præsten autoritet. Abraham giver tiende til Melkisedek, og Moses lytter til Jetros gode råd »og gjorde alt, hvad han sagde« (2 Mos 18,24).

6: Der indgås en pagt

Det sidste og største fællestræk for beretningerne om de to præster er, at de går forud for en beretning om indgåelsen af en pagt – i henholdsvis 1 Mos 15 og 2 Mos 19-24. Det er kulminationen på parløbet mellem Abraham og Israel. 

Også her er der masser af sproglige og tematiske fællestræk. For eksempel præsenterer Gud sig på stort set samme måde. 

»Jeg er Herren, som førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje,« siger han til Abraham (1 Mos 15,7). Og før Moses får de ti bud, præsenterer Gud sig med ordene: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.«

Både Moses og Israels folk oplever pagtsindgåelsen som skræmmende. »Et stort rædselsfyldt mørke sænkede sig« over Abraham. Og Israels folk oplevede torden og lyn, så de »rystede« og »blev stående på lang afstand«. I forlængelse af det tales der i begge beretninger om røg og ild, når Gud viser sig.

Sidst men ikke mindst er der naturligvis den lighed, at Gud selv indgår en pagt.

Ulydighed bryder parløbet

Efter indgåelsen af pagten standser parløbet mellem Abraham og Israel.

Under en af Moses’ mange ture op på Sinai bjerg mister folket tålmodigheden og kræver af Aron, at han laver dem en ny Gud, som kan gå foran dem (2 Mos 32). 

Denne store synd markerer afslutningen på det parallelle forløb, som Abraham og Israel ellers har haft. For i modsætning til Israel forblev Abraham tro mod Gud.

Giver nyt perspektiv til bibellæsningen

Hvad skal vi som bibellæsere bruge disse mange paralleller til?  Jo, hvis vi køber pointen om, at de ikke er en tilfældighed, men tjener et større formål, så kan det gøre bibellæsningen endnu mere farverig.

Vi ved selvfølgelig godt, at der er en sammenhæng mellem Abraham og Israels folk. Det giver sig selv, da folket jo er Abrahams efterkommere. Men de mange paralleller gør det tydeligt, at der er tale om mere end bare en slægtshistorie. De viser en stærk forbindelse mellem de løfter, som blev givet til Abraham, og så det, der sker med Israels folk i ørkenen.

»I dig skal alle jordens slægter velsignes,« lød det til Abraham. Hans vej mod det lovede land via Egypten, hans strid med Lots nevøer, sejren over amalekitterne, præsten Jetros velsignelser og indgåelsen af pagten er alle små eller store elementer i Guds opfyldelse af det fantastiske løfte om velsignelse.

Når vi så læser videre i Bibelen om Israels udvandring og får øjnene op for de mange slående ligheder, ja så det minder det os om noget vigtigt: Udvandringen fra Egypten handler ikke bare om, at Gud forbarmer sig over sit folk og hjælper dem. Nej, det handler om, at Gud er i færd med at opfylde sit løfte til Abraham. 

Abraham var et vigtigt redskab i planen for at frelse hele skaberværket efter syndefaldet. Hans efterkommere, Israel, er det samme. På den måde smelter de mindre historier sammen til én stor historie – som ikke er slut endnu. Denne histories omdrejningspunkt er med Postells ord, at »det skaberværk, som engang var godt, igen vil blive godt«.

Som kristne er vi også en del af den historie og har været det fra starten. Uanset hvem vi er, og hvor vi er født, er vi en del af »alle jordens slægter«, som Gud vil velsigne. Gennem Abraham, gennem Israel – og endegyldigt gennem sin søn, Jesus. Han opfyldte mange af Guds løfter ved sit første komme, da han blev født ind i Israels folk. Og en dag vil han komme igen og afslutte Bibelens store historie om genoprettelsen af Guds skaberværk.