Bakker arkæologien op om kong David som historisk person?

Kong David som historisk person har været under angreb de seneste år, hvor både fagpersoner og lægfolk har sat spørgsmålstegn ved, om han virkelig eksisterede.

Arkæologer har lavet udgravninger i Jerusalem i mere end 100 år og har ikke fundet mange beviser for Davids og Salomos eksistens. Men faktisk er det meget sjældent, at man finder arkæologiske beviser for historiske personers eksistens – heller ikke de vigtige personer.

Så i stedet for at spørge, hvilke beviser der måtte være for, at kong David har levet, bør vi i stedet koncentrere os om, hvad Bibelen fortæller os om den tid, hvor han levede. Hvilke mennesker boede i landet? Hvordan så det internationale landskab ud? Og kan arkæologien bidrage med viden om den periode, hvor David regerede?

Israel som stat 1000 år før Kristus

Det samlede rige i Israel under kong David og kong Salomo opstod efter Dommertiden, som var en periode, hvor israelitterne manifesterede deres tilstedeværelse i landet. Dommertiden var præget af kaos, blandt andet fordi der ikke var så mange formaliserede sociale strukturer, og fordi nogle af lederne var temmelig egenrådige.

Efter at det kana’anæiske samfund kollapsede i år 1200 f.Kr., var der især to befolkningsgrupper, der indtog landet. Israelitterne, som kom fra øst og bosatte sig i det centrale bjergland, og filistrene, som kom fra vest via havet og bosatte sig på den sydlige kyststrækning. I den periode kæmpede disse to grupper om kontrollen over de frodige dale, som lå imellem dem.

De forandringer, som fulgte med etableringen af en stat (Israel) ved afslutningen af denne periode medførte flere forandringer. Blandt andet var der behov for en hær til at beskytte folket mod fjender, etablering af grænser, en stigning i handel med naboer samt monumentale bygninger såsom paladser og fæstninger. Og ikke mindst ville man forvente, at en sådan stat ville føre optegnelser – skriftlige optegnelser ikke blot over den daglige administration, men også over beretninger om, hvordan staten blev grundlagt, om hovedpersonerne, om statens fjender og venner og så videre.

Vi ser beviser for alle disse ting fra begyndelsen af det 10. århundrede f.Kr. Fra et arkæologisk perspektiv er det mest dramatiske tegn på den nye stat arkitekturen i byer som Hazor og Megiddo i nord. Det gælder især bymurenes, portenes og paladsernes arkitektur. De stammer dog ikke fra Davids tid, men dateres lidt senere til hans efterfølgere, Salomo og måske Jeroboam I.

Selvom der er mange arkæologiske beviser for etableringen af staten, har der indtil for nylig været relativt lidt bevis for, at kong David har eksisteret.

Men inden for de seneste år, er det forandret, og nye beviser fra videnskaben og fra udgravninger er kommet frem og har fået selv skeptiske forskere til at genoverveje spørgsmålet.

Her skal vi se på tre spændende fund, som alle taler for, at kong David er en historisk person.

1: Dan-inskriptionen

Et bemærkelsesværdigt fund blev gjort i 1993 under udgravninger ved Tel Dan i det nordligste Israel.

En sen eftermiddag, hvor solen var ved at gå ned, faldt skyggerne på en måde, som gjorde, at en af de ansatte på udgravningen bemærkede et bestemt fragment af en sten. Da hun kiggede godt efter, så hun, at stenen havde gamle aramæiske bogstaver indgraveret. Hun havde fundet en sejrs-inskription fra det 9. århundrede f.Kr. Den var placeret i Dan af Hazael, som var konge i Damaskus efter Jehus statskup mod Akabs hus, som man kan læse om i Anden Kongebog 9.

Inskriptionen indeholder mange fascinerende ting, men det vigtigste i denne sammenhæng er, at den indeholder det udsagn fra forfatteren, at han dræbte Joram, Israels konge, og Akazja, konge »af Davids hus«.

Det er netop disse to konger, som ifølge 2 Kong 9 blev dræbt under Jehus kup. Der er konsensus om, at Hazael og Jehu havde rottet sig sammen i forbindelse med kuppet, og at de begge forsøgte at tage æren for elimineringen af Joram og Akazja.

Denne inskription er den ældste kilde – ud over Bibelen – der giver os navnet David. Ganske vist referer den ikke direkte til David. Men Akazja beskrives ikke som »konge af Juda«, men som konge »af Davids hus«, hvilket viser, at David etablerede et dynasti, der skulle regere et rige, som af fremmede konger blev kendt under Davids navn.

Denne dokumentation er under alle omstændigheder bemærkelsesværdig.

2: Ela-fæstningen

I 2007 begyndte arkæologer en udgravning et lille sted i Judæas bjerge nær Beit Shemesh. Stedet kaldes Khirbet Qeiyafa.

Der fandt de en fæstning omgivet af en massiv kampestensmur med en omkreds på omkring 700 meter, som de anslog ville have indeholdt omkring 200 tons sten.

Kun en stat med en central myndighed – det vil sige en konge – havde ressourcer til at bygge sådan en mur.

Fæstningen var et halvt århundrede ældre end de monumentale bygninger i Megiddo og Hazor og dateres til omkring Davids tid. Ud over den massive mur havde fæstningen to byporte, flere huse og en monumental bygning i centrum, som muligvis har været et administrativt center.

Den tidlige datering af stedet blev bekræftet ved fundet af en inskription skrevet i en meget tidlig form for vestsemitisk skrift, sandsynligvis oldhebraisk. Det er i så fald den tidligste hebraiske inskription, der nogensinde er fundet.

Stedet har udsigt over Ela-dalen. Det var netop det sted, hvor David ifølge Første Samuelsbog 17 stod over for filisteren Goliat og dræbte ham. Og her lå altså en militær fæstning ved grænsen til den spæde stat Juda, med udsigt over scenen for det berømte slag, og dateret til præcis den rette periode.

Det er usædvanligt at finde et sted med to byporte fra denne periode, da porte udgjorde en sikkerhedsrisiko. Og alligevel havde Qeiyafa to porte. Ordet for »to porte« på hebraisk er »shaaraim«, og fortællingen om David og Goliat i 1 Sam 17 nævner Shaaraim-vejen, som går fra slagmarken til filistrenes byer. Derfor giver denne udgravning stærke beviser til støtte for den bibelske beretning om kong David.

3: Nyere videnskabelige beviser

I 2024 blev der offentliggjort ny forskning om kronologien i Jerusalems historie.

Forskningen var baseret på over hundrede kulstof-14-dateringer fra pålidelige arkæologiske sammenhænge.

Arkæologiske lag i Jerusalem fra Davids og Salomos tid har altid været præget af, at der mangler fund af keramik, hvilket har fået nogle forskere til at antage, at der ikke boede mange mennesker i byen i denne periode – hvis der overhovedet boede nogen – og at befolkningstallet først steg i det 9. og 8. århundrede f.Kr.

Men de nye videnskabelige beviser har i den grad udfordret dette syn. Forskerne brugte primært forkullede frø til datering, og næsten 20 procent af prøverne viste sig at stamme fra den tidlige jernalder, det vil sige fra det 12. til det 10. århundrede f.Kr. Forskerne konkluderede, at bosættelsen i Jerusalem i denne tidlige periode hidtil er blevet stærkt undervurderet, og at byen i virkeligheden var meget beboet på det tidspunkt.

Det betyder, at vi – i modsætning til hvad mange tidligere har antaget – med en vis sikkerhed kan fastslå, at Jerusalem på Davids tid faktisk var beboet, og at det var en by af en betydelig størrelse, som kunne have fungeret som hovedstad for det kongerige, David grundlagde.

Svært at forklare uden en David

Det bør ikke komme som en overraskelse, at det er småt med de specifikke beviser for kong David som historisk person. Ud over Bibelen er det kun meget få antikke manuskripter og inskriptioner, som nævner nogen af kongerne fra Israels tidligste år som nation.

Og alligevel bliver det tydeligere og tydeligere, at det, vi gennem arkæologien ved om den periode, hvor David og Salomo ifølge Bibelen levede og regerede, stemmer rigtig godt overens med den beretning, vi finder i Bibelen. Det vil sige: et beboet Jerusalem, etableringen af en tidlig stat, som senere udviklede sig til kongerigerne Israel og Juda, anerkendelse fra ydre magter, monumental arkitektur og militære fæstninger, der beskyttede statens grænser mod fjender såsom filistrene. Og så er der naturligvis de bibelske beretninger selv, som er baseret på tidlige officielle optegnelser fra statens arkiver.

Hvis vi skal samle op på det hele, så har vi så stærke beviser for, at der i det 10. århundrede f.Kr. var en stat med Jerusalem som centrum, at hvis vi ikke kendte David fra Bibelen, ja, så ville vi være nødt til at opfinde ham – eller en lignende person – for at kunne forklare det hele.