I nærkamp med Gud

Beretningen i Første Mosebog 32,23-32 om Jakobs kamp med en mand, der viser sig at være Gud, er en af de mest gådefulde og fascinerende beretninger i Bibelen.

Først læser vi: »En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst.« Men efter kampen siger Jakob: »Jeg har set Gud ansigt til ansigt og reddet livet.«

Så var det en mand eller Gud, Jakob kæmpede med? Svaret er ja! Hvis det undrer os, har jeg en mistanke om, at det netop er tekstens hensigt. Der er faktisk så mange ting at undre sig over i teksten, at det virker bevidst.

Ét af de spørgsmål, man kan undre sig over, er: Hvorfor ville Gud-manden i nærkamp med Jakob? Svaret skal findes i alt det, der var gået forud i Jakobs liv. For det havde været én lang kamp med Gud og hver mand. En kamp for selv at tilkæmpe sig og tage den velsignelse, som Gud, allerede før Jakob blev født, havde besluttet at give ham som en gave.

Fødslen (1 Mos 25,19-26)

Kampen begyndte allerede, da Rebekka ventede tvillinger og »børnene sloges inde i hende«.

Guds forklaring var, at to folkeslag skulle udgå af hende, og at den ældste skulle trælle for den yngste. Jakob blev født som den yngste af de to, men »hans hånd holdt fast om Esaus hæl«, som om han ville sige »mig først!«.

Derfor fik han navnet Jakob, der spiller både på det hebraiske ord for »hæl« og på »bedrager«.

Førstefødselsretten (1 Mos 25,27-34)

Da de var vokset op, udnyttede Jakob Esaus svage karakter til at få ham til at sælge ham sin førstefødselsret for en sølle skål linser.

Dermed udviste Esau uhørt ringeagt både for sin familie og for den velsignelse, Gud havde givet først til Abraham og dernæst til Isak, med løftet om, at en af deres efterkommere skulle bringe velsignelse til alle folkeslag.

Men Jakobs rolle i historien var bestemt heller ikke for god. I stedet for at lægge sagen i Guds hænder tog han sagen i egen hånd og brugte sine egne ufine metoder til at få fingrene i det, han stræbte efter.

Farens velsignelse (1 Mos 27,1-40)

Men Jakob havde endnu ikke opnået alt det, han stræbte efter.

Afgørende var det at få sin fars velsignelse. For farens velsignelse var den handling, hvorved den førstefødte formelt blev anerkendt og erklæret som hovedarving.

Da Isak var blevet gammel, ville han erklære velsignelsen over Esau. Men ved løgn og bedrag lykkedes det for Jakob at sikre sig sin fars velsignelse på bekostning af Esau. Og når velsignelsen først var erklæret, var den lige så gyldig som skødet på et stykke jord og kunne ikke trækkes tilbage. Men det var en velsignelse, Jakob havde taget med bedrag.

Abrahams velsignelse (1 Mos 27,41-28,9)

Efterfølgende lagde Esau planer om at slå Jakob ihjel, og derfor måtte Jakob flygte. Men inden da kaldte Isak Jakob til sig. Og denne gang tog Jakob ikke sin fars velsignelse, men fik den.

Den velsignelse, Gud havde lovet Abraham, og som var gået i arv til Isak, blev nu rakt videre til Jakob: »Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og talrig, så du bliver til en mængde folkeslag. Måtte han give både dig og dine efterkommere Abrahams velsignelse, så du kan få det land i besiddelse, som Gud gav Abraham, og hvor du nu bor som fremmed.«

Men én ting er, at Guds velsignelse blev rakt til Jakob som en gave. Noget andet er, om Jakob ville tage imod den i tro. Og der var ikke meget, der tydede på, at Jakob havde en personlig relation til Gud endnu.

Guds ubetingede løfter (1 Mos 28,10-15)

På sin flugt fik Jakob sit første møde med Gud, da Gud viste sig for ham i en drøm. På trods af hvad man kunne forvente, kom Gud ikke med ét eneste bebrejdende ord, men gav derimod Jakob en række ubetingede løfter:

»Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

Det mest bemærkelsesværdige her er igen, at Gud på trods af Jakobs adfærd og gerninger vil, at Jakob skal være det næste led i hans store frelsesplan, og derfor giver ham det samme løfte, som han havde givet til Abraham og Isak: »I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.«

Bemærk også, at Gud siger: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud.« Med de løfter, Gud giver ham, kan det næsten ikke siges tydeligere: »Jeg vil også være din Gud, Jakob!«

Det store spørgsmål i den videre fortælling er imidlertid, om Jakob også vil lade Gud være sin Gud?

Jakobs betingede løfter (1 Mos 28,16-22)

Det er påfaldende, at Jakob, som svar på Guds ubetingede løfter, giver Gud et betinget løfte:

»Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud.«

Med andre ord: »Hvis du virkelig vil gøre alt det for mig, som du har lovet, så skal du være min Gud.« Jakob vil kun lade Gud være sin Gud på Jakobs betingelser.

Jakob hos Laban (1 Mos 29-31)

I de følgende mange år er Jakob i eksil hos sin morbror, Laban, som viser sig at være Jakobs ligemand i snyd og bedrag. I løbet af de år bliver Jakob dog til en stor familie og »uhyre velstående«.

Men forholdet mellem Laban og Jakob bliver til sidst ret anstrengt, og Gud befaler Jakob at vende hjem og dermed også at blive konfronteret med sin fortid og sin bror Esau igen.

Esau kommer imod Jakob (1 Mos 32,1-22)

På vej hjem møder Jakob Guds engle, der omgiver og beskytter ham. Men for alligevel at være på forkant med tingenes udvikling sender han bud til Esau om, at han er på vej hjem som en rig mand, der håber at finde nåde for Esaus øjne (underforstået: Du må godt få en bid af kagen). Men da han får besked om, at Esau er på vej imod ham med 400 mand, bliver Jakob angst.

I sin angst deler han først sin lejr i to, og derefter begynder han at bede. Han beder Gud om at redde ham fra Esau og minder Gud om de løfter, Gud selv har givet til ham.

Det er ikke nogen dårlig bøn. Den er præget af frygt og desperation. Men også af ærlighed og ydmyghed. Det, som ligger Jakob nærmest, er dog stadig at ordne tingene selv. Så han tager en del af alt det, han ejer, og sender det afsted som gaver til Esau i et forsøg på at gøre ham venlig stemt.

Kampen i natten (1 Mos 32,23-33)

Samme nat bringer han sine hustruer og børn og resten af sin ejendom over floden ved Jabboks vadested. Så står der: »Jakob var nu alene tilbage.«

Da er det, at Gud-manden giver sig i kamp med ham. Og dermed er vi tilbage ved det spørgsmål, vi begyndte med: Hvorfor ville Gud-manden i nærkamp med Jakob?

Og hvorfor kom Gud i skikkelse af en mand for at slås med Jakob på lige fod, når han så let som ingenting kunne have tværet ham ud?

Svaret må være, at Gud netop ikke var ude på at tvære ham ud. Jeg tror derimod, at det, Gud var ude på, var langt om længe at få Jakob til at tage imod den velsignelse, han altid havde villet give ham, men som Jakob altid selv havde forsøgt at tage. Og for at gøre det måtte han i bogstaveligste forstand ind på livet af Jakob og i nærkamp med ham.

Et slag på hoften

Men Jakob kæmper for sit liv. Da Gud-manden indser, at han ikke kan besejre Jakob uden at skade ham, giver han Jakob et slag på hofteskålen, så den går af led. Egentlig står der blot, at han »rører« ham på hofteskålen, hvilket åbenbart var nok.

Smerten jager gennem Jakobs krop, så han ikke kan stå på sine ben. For ikke at falde må han hjælpeløs klamre sig til Gud-manden. Måske er det i dette øjeblik, det går op for Jakob, at den mand, han klamrer sig til, er Gud selv?

For da Gud-manden siger »slip mig, det er ved at blive lyst«, svarer Jakob: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!«.

Endelig er Jakob nået dertil, hvor han ikke kan »velsigne sig selv«, men kun kan bede Gud om at velsigne ham.

Ifølge profeten Hoseas ligger der i Jakobs ord en bøn om nåde (Hos 12,4-5). Han ved, det er en velsignelse, han ikke har fortjent: »I moders liv bedrog han sin bror, i sin manddom kæmpede han med Gud. Han kæmpede med englen og sejrede; han græd og bad ham om nåde« står der i Hos 12,4-5.

Et nyt navn

Gud-manden spørger så: »Hvad er dit navn?« Han spørger, fordi han ønsker, at Jakob skal sætte ord på, hvem og hvad han er. Og da han svarer »Jakob«, er det faktisk en bekendelse, han aflægger: »Jeg er Jakob, bedrageren.«

Da siger Gud-manden straks til ham: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret!« Jakob får altså her givet et nyt navn, Israel (kæmpet med Gud) som udtryk for, at han havde kæmpet med både Gud og mennesker og sejret! Men havde Jakob da ikke snarere tabt kampen, da han hjælpeløst måtte klamre sig til Gud-manden? Jo, men på en måde var det netop, da han bare kunne klamre sig til Gud-manden og bede om hans nåde og velsignelse, at han vandt!

Velsignelsen

Da Jakob tager mod til sig og siger »sig mig dit navn!«, svarer Gud-manden blot: »Hvorfor spørger du om mit navn?«

Det er, som om han vil sige: »Ved du ikke, at jeg er den, der for længe siden gav dig mit ubetingede løfte og sagde: Jeg vil velsigne dig?«

Og så kommer de vidunderlige ord: »Så velsignede han ham dér!« Endelig kunne Gud-manden give Jakob den velsignelse, han altid havde villet give ham, og endelig kunne Jakob tage imod den.    

Jeg holder meget af den måde, beretningen slutter på. Jakob kalder stedet Penuel (Guds ansigt), for som han forundret siger: »Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet!«

Og så står der: »Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.«

Jakob gik haltende fra sin nærkamp med Gud-manden. Men det var i mere end én forstand en ny dag i Jakobs liv. Det var en helt ny begyndelse. For han havde modtaget Gud-mandens velsignelse. Og hvis det med Gud-manden stadig undrer os, så lad mig minde om, at vi jo også senere i Bibelen læser om én, der er både Gud og mand, og som kom, for at »velsignelsen til Abraham« kunne nå ud til alle folkeslag (Gal 3,13-14).