Dødens slægtsbog og livets

De bibelske slægtsbøger er ikke bare fyldstof. De spiller en vigtig rolle i Bibelens vidnesbyrd om Gud og hans frelse. De er med til at understrege, at Gud er historiens Gud, der handler med historiske mennesker. Og de er med til at bevidne Gud som frelsens Gud, der har udvalgt sig et særligt folk og land med en særlig rolle og opgave i frelseshistorien.

Hvis ikke man havde holdt godt styr på de forskellige stammer og slægter og nogle af disse slægters særlige opgave, så var folket blevet opløst i andre folk, og deres særlige rolle havde manglet aktører.

Også selve indholdet i slægtsbøgerne bærer på vidnesbyrd om Gud og hans frelsesplan. Så selvom det er fristende, så kan man som bibellæser virkelig gå glip af nogle perler, hvis man altid springer over de lange lister.

I det følgende vil vi dykke ned i den første og den sidste bibelske slægtsbog og se, at der gemmer sig et meget stærkt budskab til os her.

Første slægtsbog i Bibelen

Den første egentlige slægtsbog i Bibelen er Adams. Den går fra Adam til og med Noa, og vi finder den i 1 Mos 5, som også bærer overskriften »Adams slægt«. I 1 Mos 9,29 er der lige en lille eftersætning om Noa, som gør Adams slægtsbog helt færdig.

Slægtsbogen begynder med begyndelsen – med Guds skabelse af mennesket, Adam og Eva. Gud skabte mennesket, så det lignede ham, og mennesket blev skabt som en enhed af to individer, en mand og en kvinde. Slægten begyndes af Gud.

Og så fortsætter slægtsbogen med at fortælle, hvordan denne første menneskeslægt føres videre: Adam får en søn, »der ligner ham og er et billede af ham.« Her er den første lille perle: De ord, der er brugt her, er helt de samme ord, som blev brugt om Guds skabelse af mennesket: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os.« (1 Mos 1,26). Adam gør Gud efter. Han får en søn, der ligner ham, en søn, der er et billede af ham selv. Det hebraiske ord for »billede« er det samme, som bruges i moderne hebraisk om et foto. Så godt ligner vi Gud. Og det, at vi mennesker får børn, og at de ligner os, er en del af det at være skabt i Guds billede.

Adam får en søn, der hedder Set. Men det er da ikke hans førstefødte. Nej, vi har forinden kunnet læse den tragiske beretning om de to første sønner, Kain og Abel, og det første brodermord, som er med til at understrege, at mennesket ikke længere lever i paradiset. Kain er egentlig den førstefødte, men han har forladt Herren og fører sin egen slægt videre et andet sted (1 Mos 4,16). Derfor er det Adams slægt efter Set, der bliver den nye Adam-slægt og den linje, vi følger op igennem historien.

Et omkvæd i slægtsbogen

Når vi læser videre i Adams slægtsbog, kan vi ikke undgå at bemærke den dystre tone med omkvædet, der afslutter hvert menneskeliv i slægten: »Så døde han«. Han levede så og så mange år, så døde han.

Omkvædet bruges også i 9,29, hvor vi – efter beretningen om syndfloden – får afslutningen på den første slægtsbog. »Noa levede i alt 950 år, så døde han«.  Noa, hvis navn betyder trøst og hvile, Noa, som var udset til at være familiens trøst i syndefaldets barske virkelighed – »i vores arbejde og vores hænders møje med den jord, som Herren har forbandet«, som hans far siger ved hans fødsel (1 Mos 5,29). Også Noas – trøstens søns – liv ender med døden.

Dette er den eneste slægtsbog, der så massivt fortæller om døden som en uundgåelig del af slægtens historie. Efter syndefaldet har døden virkelig gjort sit indtog som en fremmed magt, og efter syndfloden er døden der stadig. Det er det dystre budskab i slægtsbogen. Med sit gentagne omkvæd, »og så døde han«, siger den med al tydelighed, at denne første menneskeslægt er mærket af døden – er dødens slægt.

Taget bort af Gud

Men når vi ser nøje efter, er der faktisk en undtagelse. Der er et livstegn midt i dødens slægtsbog. Omkvædet forandres, når vi kommer til Enok, Metusalems far. Han er mønsterbryder. Om ham står der, at »han vandrede med Gud i 300 år og fik sønner og døtre. Enok levede i alt 365 år«. Og så gentages det, fordi det er vigtigt: »Han vandrede med Gud.« Sådan beskrives hans liv.

Hans livs afslutning beskrives også helt anderledes end alle de andres. I stedet for det kendte mørke omkvæd »og så døde han«, står der om Enok: »Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort.«

Det er, som om Gud midt i dødens slægtsbog tænder et lys, giver håb og viser en bedre vej: Mennesket, der vandrer med Gud midt i dødens land, dør ikke, men tages bort af Gud. Det menneske, der deler menneskelivet med Gud, tager Gud selv til sig.

Det lys er tændt allerede på syndefaldets dag. Mennesket skal ikke forblive i mørket for altid. Der er en udvej, nemlig med ham, der skal komme og knuse slangens hoved. (1.Mos.3,15) Og det sender os frem til den sidste slægtsbog i Bibelen, nemlig Jesu slægtsbog. Lad mig gentage det, jeg begyndte med: De bibelske slægtsbøger er ikke bare fyldstof, de spiller en vigtig rolle i Bibelens vidnesbyrd om Gud og hans frelse. Det gælder ikke mindst den første slægtsbog og den sidste.

Den sidste slægtsbog – fra døden til livet

Jesu slægtsbog finder vi hos Matthæus i kapitel 1 og hos Lukas i kapitel 3. I denne sammenhæng vil jeg fremhæve slægtsbogen hos Matthæus. Den står nemlig i sin kontekst meget tydeligt som en modsætning til Adams slægtsbog. Den er placeret allerførst i evangeliet, og Matthæus bruger slægtsbogen meget bevidst til at sige noget vigtigt om Jesus: Han fødes ind i en historisk virkelighed som svaret på Guds løfter gennem Israels historie. Han virkeliggør frelsesplanen.

Hvor Adams slægtsbog er dyster og mærket af døden, er Jesu slægtsbog fyldt af forventning og håb. Den er gennemsyret af troen på, at Gud fører sin frelsesplan igennem. Den bygger op til den store forløsning. I stedet for at ende i døden, slutter Jesu slægtsbog med en åbning ind til Guds frelse: »(Maria) fødte Jesus, som kaldes Kristus [Messias]« (Matt 1,16).

Matthæus går direkte videre med at udfolde begivenhederne omkring Kristi fødsel – blandt andet nævner han englens ord om, at barnet, der fødes, er ham, der skal frelse sit folk fra deres synder. Og så kommer det, som er et omkvæd hos Matthæus: »Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten …«

Her citerer Matthæus så Esajas’ Bog 7,14. Her kaldes Jesus Immanuel, som betyder »Gud med os«. Det, der står frem der, er, at Jesus er Immanuel – Gud med os. Når vi lige har læst den første slægtsbog og blev standset af ordene om, at Enok vandrede med Gud, så kommer der et særligt lys over Jesu navn her: Immanuel, Gud med os. Nu kommer han, der er Gud, der vandrer med os. Han, der gør, at vi i vores liv, mærket af døden, kan vandre med Gud. Er Gud med os, så er døden ikke det sidste. I Matt 4,15-16 siger Matthæus endnu en gang: »for at det skulle opfyldes«. Her viser han, hvordan Jesus opfylder ordene om, at lyset skal komme til dem, »der sidder i dødens land og skygge«.

Dødens slægt i dødens land og skygge, se, nu er lyset her, nu bor han hos os.

Det er budskabet i den sidste slægtsbog.

Den første Adam og den sidste

Når Paulus underviser om synd, frelse og evigt liv, sætter han Adam, det første menneske, over for Kristus, den sidste Adam. De ligner nemlig hinanden på den måde, at deres handling får indflydelse på alle i deres slægt.

»Ligesom en enkelts fald [Adams] blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts [Kristi] retfærdige gerninger også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker« (Rom 5,18). Og det betyder liv for de døde: 1.Kor. »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus (1 Kor 15,22)«

Den første Adam, det første menneske, bringer død til alle, der er af hans slægt. Arven fra Adam er døden, det står helt tydeligt frem i Adams slægtsbog. Den sidste Adam, den lovede Messias, Kristus, bringer livet til alle, der vandrer med ham. Han fødsel er kulminationen på Bibelens sidste slægsbog.

Med Kristus er døden ikke det sidste, med ham arver vi livet. Med Kristus flyttes vi over i en anden slægtsbog, livets bog.