Isak og Josef minder os om Jesus
Måske kender du det, at man efter at have set en film eller læst en roman kan se tilbage på nogle af de indledende scener eller kapitler med et helt nyt perspektiv. Det kan være kommentarer eller hændelser, der i bagklogskabens lys får en dybere betydning, fordi man nu kender slutningen.
Vi er så heldige at leve i en tid, hvor den første store del af Guds frelsesplan er gennemført, og hvor vi kan læse om den i en sådan temmelig formfuldendt version i Bibelen. Derfor kan vi også læse beretningerne i Det Gamle Testamente og forstå på dem i lyset af vores viden fra hele Bibelen – for eksempel vores viden om Jesus Messias.
Demonstrationspersoner
Israel er Guds demonstrationsfolk, siger vi nogle gange. Med det mener vi, at Gud bruger folket til at demonstrere sin plan om frelse for hele jorden.
Men demonstrationsprincippet gælder ikke kun Israel som folk. Det kan også findes på individniveau. I mange bibelske beretninger finder vi nemlig narrativer og personer, som peger fremad, fordi de minder os om noget endnu større end det, vi umiddelbart kan læse.
I denne artikel vil jeg præsentere to kendte beretninger fra Det Gamle Testamente og pege på nogle meget tydelige paralleller til senere begivenheder. Nemlig beretningerne om ofringen af Isak og om Josef, der forsones med sine brødre.
Isak: Sønnen, der skulle ofres
Beretningen i Første Mosebog 22 handler om, at Gud sætter Abraham på prøve for at få vished for, at han er lydig og ikke vil nægte Gud noget som helst. Han skal ofre sin søn Isak. Heldigvis klarer Abraham prøven – og heldigvis bliver han standset af Herrens engel lige før ofringen. På grund af Abrahams utrolige lydighed og gudsfrygt stadfæster Gud sit løfte om, at Abraham vil få lige så mange efterkommere, som der er stjerner på himlen – og at Gud vil velsigne dem.
Når man dykker ned i detaljerne, er der forbløffende mange ligheder mellem Isak og Jesus. Og faktisk også mellem Abraham og Jesus.
Abraham får at vide, at han skal ofre »sin eneste søn, som han elsker«. I Matt 3,17 siger Guds stemme fra himlen om Jesus: »Det er min elskede søn«. Abraham bliver altsbbå bedt om at ofre det samme, som Gud senere selv måtte ofre.
Også turen hen til offerstedet minder om Jesu tur til Golgata. I begge tilfælde finder det sted på en forhøjning. Ja, faktisk er Morija-bjerget, hvor Isak skal ofres, det sted, hvor Jerusalem ligger i dag, og hvor Jesus døde. En anden lighed er, at både Isak og Jesus selv bærer det træ, som skulle bruges til at dræbe dem – brændet og korset.
Da Isak spørger Abraham, hvor offeret er, får han dette svar: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng«. Umiddelbart er det naturligt, at Abraham ikke kan få sig selv til at svare helt ærligt. Men når vi kender historiens slutning – at en vædder blev ofret i stedet – får man let den tanke, at Abraham gik med et stille håb om, at Gud ville frelse Isak. Samtidig er det dog svært at forestille sig, at Abraham vidste, hvor dyb og eviggyldig en sandhed hans svar viste sig at have. At Gud ikke kun ville udse sig et offer til at erstatte Isak den dag på Morija-bjerget. Men at han allerede på det tidspunkt havde udset sig et offer, der skulle dø mange år senere, sådan at alle mennesker i hele verden kan blive frelst.
I den forstand minder Isak ikke kun om Jesus. Faktisk minder han også om dig og mig. Vi har så at sige alle ligget på et alter med døden hængende over hovedet. Men Gud har udset sig Jesus, sådan at vi kan leve, selv når vores tid her på jorden rinder ud.
Det er ikke kun Isak, der leder tanker hen på Jesus – det gør Abraham også. Det var nemlig på grund af hans lydighed, at hans efterkommere – og »alle jordens folk« – blev velsignet. Det blev de, »fordi du adlød mig,« siger Gud (1 Mos 22, 18). Også Jesus var »lydig indtil døden, ja, døden på et kors«, som Paulus formulerer det i Filipperbrevet 2,8. Han adlød Gud, og på den måde skaffede han velsignelse til hele jorden.
»Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte,« får Abraham at vide, da han har bestået lydighedsprøven. Sætningen peger frem mod Jesus, hvis lydighed også førte til sejr over nogle porte. Jesus siger til apostlen Peter, at han vil bygge sin kirke på ham og på hans bekendelse af Jesus som Guds søn, og tilføjer, at »dødsrigets porte« ikke skal få magt over kirken (Matt 16,18).
I modsætning til Abraham var Jesus ikke blot lydig – han var også fuldstændig syndfri. Og derfor kunne han besejre døden og bryde dens magt.
Josef gik i forvejen »til livets opretholdelse«
Isak overlever altså turen til offerstedet. Senere bliver han far til Jakob, som får 12 sønner, heriblandt Josef, den næstyngste. Jakobs sønner bliver fædre til Israels 12 stammer.
Da Josef er helt ung, sælger hans brødre ham som slave. Han kommer til Egypten, hvor Gud giver ham mere og mere magt, så han til sidst er næsten lige så mægtig som selveste Farao. Under en syv år lang hungersnød står Josef for at fordele alt det korn, som på hans initiativ er blevet lagt til side under de forudgående syv år med overflod. Og en dag kommer hans brødre så til Egypten for at købe korn. Det bliver et dramatisk møde. Brødrene genkender ikke Josef, før han til sidst afslører sin sande identitet for dem og forsoner sig med dem. Det kan man læse om i 1 Mos 45.
Genforeningen er et vigtigt skridt i det jødiske folks historie og i Guds plan for at opfylde sine løfter. Brødrene og deres familier kommer til Egypten, og som årene går, vokser familien sig så stor, at der til sidst er tale om et folk. Mange år senere går folkets vej videre fra Egypten mod det lovede land.
Men ud over at have stor historisk betydning har beretningen nogle bemærkelsesværdige paralleller til noget, som vil ske med det jødiske folk mange, mange år senere. For på samme måde som brødrene (der repræsenterer Israels stammer) til sidst genkender Josef, sådan vil det jødiske folk en dag genkende Jesus.
I dag tror et lille mindretal af verdens jøder på Jesus. Men Bibelen fortæller, at det en dag vil ske i langt større skala. Inden vi ser nærmere på den parallel, vil jeg fremhæve nogle andre ligheder mellem Josef og Jesus.
Mange år før genforeningen i Egypten leder Josefs skæbne tankerne hen på Jesus. Josef bliver forkastet af sine egne, fordi de ikke bryder sig om det, han siger om sig selv: at han skulle være noget særligt. Han fortæller brødrene om en drøm, han havde, hvor de bøjer sig for Josef. Og det antænder deres vrede. På samme måde blev mange religiøse jøder vrede over, at Jesus sagde om sig selv, at han var Guds søn.
Da brødrene mange år senere kommer til Egypten for at købe korn, vælder følelserne op i Josef. Hans sind over for brødrene kan på nogle måder minde om Jesu sind over for det jødiske folk, mens han levede på jorden – med kærligheden som grundtone. Josef overhører brødrene tale om deres fortid, og vi hører i den forbindelse, at han »vendte sig bort fra dem og græd«. Og senere, da Josef møder sin lillebror, Benjamin, hører vi, at kærligheden »vældede op i ham«, og at »gråden trængte sig på«.
Jesus elskede også det jødiske folk. Samtidig strøg han dem ikke med hårene, men underviste dem i Guds ord og irettesatte dem, når de kom på afveje. Derudover valgte Jesus i en periode at skjule sin sande identitet. Det gjorde Josef også. Og i den periode lærte brødrene en del om, hvem de selv var, og at de var skyldige og havde brug for hjælp. Kort efter deres første møde siger Josef til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil beholde livet.« (1 Mos 42,18). Disse ord kunne være en overskrift over det budskab, Jesus forkyndte.
Der er også en stærk parallel mellem Josefs og Jesu perspektiv på den ugerning, der blev begået mod dem. Da Josef giver sig til kende for brødrene, siger han: »Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.« Han ved, at det hele er et led i Guds plan, og derfor bebrejder han dem ikke. Det leder tankerne hen på Jesus, der på korset siger: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23,34).
Hvorfor havde Gud sendt Josef til Egypten? Josef siger selv til sine brødre, at han var »sendt i forvejen til livets opretholdelse«. Uden Josef havde Egypten ikke haft så meget korn. Og uden Egyptens korn ville de 12 brødre næppe have overlevet – og de ville ikke være blevet fædre til Israels 12 stammer. Også Jesus blev sendt i forvejen til livets opretholdelse, sådan at »enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).
Et nyt hjerte og en ny ånd
Den sidste parallel mellem Josef og Jesus, som jeg vil fremhæve, handler om selve afsløringen af den sande identitet. Til sidst kan Josef ikke længere »beherske sig«, står der. Han beder alle sine hoffolk om at forlade rummet, og alene med brødrene giver han sig til kende for dem. »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil,« siger han til dem. Og de forsoner sig.
Den dramatiske og følelsesladede scene leder tankerne hen på nogle vers fra Zakarias’ Bog 12, hvor det lyder, at Gud en dag vil »udgyde nådens og bønnens ånd« over »Davids hus og Jerusalems indbyggere«, så de »ser hen til ham, de har gennemboret«. Det er en dag, hvor det jødiske folk vil se, hvem Jesus i virkeligheden er: Messias.
Som nævnt er der allerede et mindretal – de messianske jøder – som tror på Jesus. Men en dag vil det gælde Davids hus og Jerusalems indbyggere. Hos profeten Ezekiel tales der til »Israels hus« (Ez 36). Her lyder budskabet, at Gud en dag vil rense dem for deres urenhed, give dem et nyt hjerte og en ny ånd og være deres Gud. Med andre ord: De skal få en oplevelse, der minder om brødrenes, da de genkendte Josef og angrede, hvad de havde gjort.
I Ezekiel 36 siger Gud også, at Israels hus den dag »skal fyldes af skam og skændsel« over deres færd. Man kunne umiddelbart tro, at det strider imod det, som Josef siger til sine brødre, nemlig at de »ikke skal være bedrøvede og skamfulde«. Men de to udsagn bakker kun op om det parallelle forhold: Både Israels hus og Josefs brødre bliver åbenbart fyldt af skam. Ezekiel siger det direkte. Og Josef siger det indirekte, når han siger til brødrene, at de skal lægge skammen på hylden.
Konsekvenserne af genkendelsen hos henholdsvis brødrene og det jødiske folk minder også om hinanden. »Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads« står der. Også det jødiske folks genkendelse af Jesus vil være noget, der kan høres, og som vil rygtes. I Ezekiel 36 står der, at »så skal de andre folk rundt om jer forstå, at jeg er Herren.«
Paulus skriver i Romerbrevet 11, at både jødernes afvisning af Jesus og deres omvendelse får stor positiv betydning for hedningerne. På samme måde førte brødrenes afvisning af Josef til stor velsignelse for Egypten. Det gjorde deres genkendelse af ham ganske vist ikke – men også den blev bemærket.
En bonus-dimension til nutidige læsere
Hovedformålet med beretningerne om Isak og Josef er næppe at lede vores tanker hen på Jesus. Det er derimod at fortælle, hvordan Gud har gennemført sin plan med det jødiske folk. Der er ikke tale om profetiske budskaber, der skal opfyldes. Beretningerne svarer heller ikke til Jesu lignelser, hvis funktion er at illustrere en større sandhed. Nej, Isak og Josef er ikke illustrationer, men vigtige redskaber i historien.
Ikke desto mindre er det svært som nutidig bibellæser ikke at lægge mærke til de mange ligheder og paralleller til beretningerne om Jesus. Er disse ligheder tilfældige, eller er det Guds litterære evner og hans historiske overblik, der viser sig her? Det er svært at sige med sikkerhed.
Uanset hvad kan vi være taknemmelige for, at Gud har åbenbaret sig både gennem relativt almindelige mennesker som Isak og Josef – og gennem sin søn, Jesus Messias.