En glæde, der baner sig vej

Skuffelser kan være vanskelige at ryste af sig. Mon ikke alle har prøvet at blive slemt skuffet et par gange eller mere?

Skuffelsen over den ven, der lovede så meget, men ikke kunne holde det. Skuffelsen over den ægtefælle, der forlod dig på trods af det klokkeklare løfte. Eller skuffelsen over den menighed, du for dit indre havde set vokse sig stor og stærk, men aldrig rigtig blev større.

Nogle skuffelser flyder på det nærmeste over i sorg. Når ens kære vender Jesus og troen ryggen. Når stærke relationer brydes. Eller når det barn, man sådan gik og ønskede sig, håbede på og drømte om, aldrig kom til verden.
Barnløshed kan være en virkelig hård følgesvend. Det kan det i dag, hvor flere og flere kæmper med at få børn, mens de misundeligt ser barnevogne overalt og tålmodigt forsøger at glæde sig over mødet med børn i omgangskredsen. Og det kunne det på Det Nye Testamentes tid, hvor vi hører om præsten Zakarias og hans hustru, Elisabeth.

En skjult smerte

Ægteparret var højt oppe i årene og barnløse. Nå ja, kan man tænke, der var så mange andre i Bibelen, der ikke kunne få børn. Not a big deal. Men jo. Det har med garanti været en meget stor byrde for dem at bære. Måske har samfundet omkring dem set ned på dem, fordi de ikke kunne få børn. Sandsynligvis har de også været bekymrede for deres økonomiske situation, når der ikke var en arving til at forsørge dem.

Vi ved af gode grunde ikke, hvordan Zakarias og Elisabeth har haft det, men et godt bud er, at de har båret på en skjult smerte. Livet bød ikke på det, de håbede. Det forunderlige ved netop deres historie er, at da deres store drøm endelig gik i opfyldelse, så var der faktisk noget helt andet, som overstrålede den lykkelige begivenhed.

Zakarias og Elisabeth hører nok ikke til blandt de mest kendte personer i Det Nye Testamente. Så lad os se nærmere på dem. Hvem var de egentlig? Og hvorfor syntes Lukas, at deres historie var så væsentlig at få med?

Lukas skriver om dem, at »de levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter« (Luk 1,6). Det er ellers lidt af et skudsmål. Naturligvis har de ikke været syndfrie, men det var meget fromme mennesker, der levede Gud nær. De var som sagt barnløse og højt oppe i alderen. Og så boede de i Judæas bjergland et stykke uden for Jerusalem. Zakarias var præst, og Lukas fortæller os, at Zakarias var en del af Abijas skifte (vagthold).

Præsterne ved templet, som alle var af Levis slægt, var inddelt i 24 vagthold, som skiftedes til at have ansvaret for arbejdet ved templet. Hvert hold gjorde tjeneste ved templet én uge ad gangen, to gange om året. Historieskriveren Josefus skriver, at der i alt var hele 20.000 præster fordelt på de 24 vagthold. Hvert hold har så fordelt arbejdet på de syv ugedage mellem sig.

Sammen med de mange andre præster fra hans vagthold rejste Zakarias to gange om året op til templet og boede der, mens han udførte arbejdet.

Zakarias’ heldige dag

Præsternes opgaver blev fordelt ved lodtrækning. Den suverænt mest eftertragtede opgave var at frembære røgelsesofferet, som var en del af det daglige brændoffer. Røgelsesofferet var blandt andet eftertragtet, fordi det skulle frembæres i Det Hellige, hvorimod mange andre ofre blev frembragt i forgården.

Ja, røgelsesofferet var faktisk ifølge den jødiske mundtlige tradition så eftertragtet, at de, der én gang havde fået lov at frembære det, ikke længere kunne deltage i lodtrækningen! At frembære røgelsesofferet var en ære, som langtfra var alle forundt. Kort sagt det største, en almindelig præst kunne opnå.

Eftersom Zakarias denne dag endnu en gang deltog i lodtrækningen, kan vi let forestille os, hvor mange gange han skuffet har forladt den uden gevinst. Men denne gang var det anderledes. Det blev en helt igennem uforglemmelig dag.

Dagen begyndte med, at han vandt lodtrækningen! Enormt stort i sig selv. Nu skulle Zakarias endelig bringe røgelsofferet. Han må have haft svært ved at tro det.

Da tiden kom og han befandt sig inde i Det Hellige for at ofre, fik han besøg af englen Gabriel. Zakarias blev rædselsslagen, og Gabriel måtte berolige ham med den af engle ofte benyttede replik: »Frygt ikke.« Zakarias fik så at vide, at Elisabeth skulle føde ham en søn, som han skulle kalde Johannes. Johannes betyder for øvrigt »Gud er nådig«. Drengen skulle »blive stor for Herren« og »fyldes med Helligånden allerede fra moders livs,« fortalte Gabriel.

Zakarias kunne knap nok tro, hvad han hørte, og spurgte Gabriel, hvordan han kunne vide, at det var sandt. Fordi han tvivlede på Gabriels ord, blev Zakarias stum helt frem til den dag, hvor Johannes, otte dage gammel, skulle omskæres og navngives.

Bryder stilheden med en overraskelse

Hvad ville du sige på sådan en dag, hvis du i over ni måneder ikke havde kunnet tale om dit livs lodtrækning, englebesøg, graviditet og fødsel af dit barn? Det ville være oplagt at sige noget om, hvor fantastisk et barn der var kommet til verden. Et par ord om Gabriel eller om Elisabeths indsats ved fødslen ville også være passende.

Men Zakarias fyldes af Helligånden, og så er der et andet budskab, der presser sig på: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk,« (Luk 1, 68) begynder han. »Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus« (Luk 1, 69).

For Zakarias står det krystalklart: Nu er Gud kommet nær. Nu forløser han, nu redder han sit folk. Betegnelsen »frelsens horn« var på Det Nye Testamentes tid blevet en velkendt betegnelse for Messias. Det viser gamle jødiske bønner os. Man længtes efter, at »frelsens horn« måtte spire frem. Gud har oprejst et fristed for os, og det fristed er Jesus, Messias.

Zakarias kommer dog lidt ind på sin nyfødte søn, da han profeterer: »Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse.« Johannes skal være en profet, der baner vejen for Herren, for Jesus selv. Tilmed skal han lære sit folk frelsen at kende – her kort og godt beskrevet som syndernes forladelse.

Kun her findes den dybe glæde

Zakarias fortsætter sin lovsang (Luk 1,67-79) med de helt store ord. Han taler om Guds inderlige barmhjertighed. Han taler om et løfte helt fra Abrahams tid, som nu går i opfyldelse. Og han beskriver poetisk Jesus som solopgangen fra det høje med al dens lys, varme og styrke. 

Vi er aldrig blevet givet nogen garantier for lykke på denne side af evigheden. Det bliver jeg på en måde mindet om igennem Zakarias’ og Elisabeths liv. De led afsavn i årevis fra det, de ønskede sig, og bar rundt på en tung skuffelse. Og så pludselig gik deres drøm i opfyldelse.

Men Johannes var kun omkring de 30 år, da han måtte lade livet på grund af en gal konge. Livet har ingen garantier med sig. I vores del af verden har de fleste af os, hvad vi skal bruge. Vi har vænnet os til velstand og forventer et langt og godt liv. Helst uden sygdom, smerte og afsavn. Men hvis vi sætter vores ultimative håb til ting i denne verden (det være sig børn, børnebørn, venner, sundhed, materiel rigdom osv.), så vil vi blive åndeligt fattige og med tiden sandsynligvis bitre. For de jordiske ting kan ikke bære tyngden af vores håb og længsel.
For Zakarias og Elisabeth var der et budskab, der var vigtigere end alt andet. En glæde, der trængte igennem skuffelser og sorger såvel som timelig lykke og lodtrækningsheld. Budskabet om Jesus. Messias. Han var deres tilflugt og håb, deres dybeste glæde.

Og sådan vil jeg ønske for dig i denne advents- og juletid, at Jesus må blive din tilflugt, dit håb og din dybeste glæde. Han tilbyder os sig selv og deri en frisættelse fra synd og skam. Og selv når skuffelserne trænger sig på, når pengene ikke rækker lige så langt, og når uroen rammer, så går han med. Han er Fredsfyrsten. Han er min glæde, han er min sang. Og kun han kan stille vores dybeste længsel.