Guds ære – et overset tema?

Når vi beskæftiger os med menneskers frelse, er fokus oftest på, at mennesker kan leve med Gud i evig herlighed og undgå Guds vrede i fortabelsen. Det er ganske naturligt, men Bibelen taler også om en anden væsentlig grund til, at mennesker skal frelses, nemlig at Gud derved får ære. Paulus indleder Romerbrevet med dette perspektiv, når han skriver, at mennesker skal føres til troslydighed, for at Jesu navn må blive æret (Rom 1,5).

At Gud skal have ære er et gennemgående, men måske også lidt overset, tema i Bibelen. Her skal vi se på, hvad Det Ny Testamente siger om Guds ære.

Ære til skaberen

I Åb 4,11 beskriver Johannes, hvordan han ser 24 ældste, som falder ned foran Guds trone, tilbeder ham og proklamerer, at han er værdig til at få pris, ære og magt, fordi han er alle tings skaber. Som del af Guds skaberværk har vi altså al mulig grund og pligt til at give Gud ære, fordi han har skabt os. Det er også den grundlæggende tanke i begyndelsen af Romerbrevet. Paulus skriver, at selvom mennesker kendte Gud, så gav de ham ikke den ære og tak, som han har krav på (Rom 1,21).
Guds krav på at blive æret kan klinge forkert i dag, hvor gudsbilledet i høj grad ensidigt er præget af den kærlige far, der tilgiver alt og har en uendelig omsorg for sine børn. Dette billede er ikke forkert, men det er meget ensidigt i forhold til, hvordan Bibelen beskriver Gud.
Hebræerbrevet 12,29-30 taler om, at vi skal tjene Gud i ærefrygt, fordi han er en fortærende ild.
Denne beskrivelse af Gud som en fortærende ild finder vi i Det Gamle Testamente sammen med udtrykket, at Gud er en lidenskabelig Gud, som ikke accepterer, at nogen eller noget tager hans plads (5 Mos 4,24).
At Gud er lidenskabelig kan også oversættes med, at Gud er jaloux. Jalousi har i dag en negativ klang, men jalousien kan være positiv og berettiget, selvom den nogle gange får meget negative udslag. Hvis en tredje person kommer mellem to ægtefæller, er den kristne reaktion ikke at »vende den anden kind til«, men at kæmpe, fordi de to hører sammen. Her er jalousi udtryk for retfærdig vrede mod den, der vil true denne samhørighed. Et udtryk for kærlighed og vilje til at fastholde ægteskabets enhed.
Når Gud er lidenskabelig, skyldes det, at vi som mennesker hører sammen med ham, og at kun han er værdig til og har krav på at blive æret af os. Hvis vi eller andre prøver at sætte noget i stedet for ham i vores liv, vil det vække Guds jalousi. Ikke fordi han er en tyrannisk Gud, som ikke tillader os nogen form for frihed, men fordi han elsker os og ved, at den eneste, sande frihed finder vi hos ham.

Ære til frelseren

Skabelsen er ikke den eneste grund til, at vi skal ære Gud. Det Ny Testamente giver flere grunde til, at alle mennesker – men ikke mindst de, som har fået del i Guds frelse ved Jesus – bør ære ham, og anviser også, hvordan det kan ske.
En af de væsentligste grunde til at give Gud ære er Jesu stedfortrædende død, hvor han påtog sig straffen for vores oprør mod Gud. I den indledende lovprisning i Galaterbrevet slutter Paulus med at slå fast, at Jesus skal æres i al evighed (Gal 1,3-5).
Jesu død og opstandelse ligger også til grund for afslutningen af Judas’ brev. Han skriver her, at den Gud, der formår at værne dem, som har taget imod frelsen, mod fald og desuden sørger for, at de er uden fejl og fulde af jubel, han er den eneste Gud, og han skal æres nu og i al evighed (Jud 24-25).
Paulus understreger, at Guds ufattelige omsorg - især mod dem, som tilhører ham -giver grund til, at han bliver æret i den kristne menighed (Ef 3,20-21). Denne omsorg bliver måske ofte overset, netop fordi den går så langt ud over det, vi forstår og har frimodighed til at bede om, og derfor glemmer vi at takke og ære Gud for den.
Endelig taler Johannes Åbenbaring om, at mennesker har grund til at give Gud ære og frygte ham, fordi han er dommer (Åb 14,7). Igen en understregning af, at Gud ikke er ligeglad med vores synd og vores forhold til ham. Han er en lidenskabelig Gud, og den, der vil tage den ære, som tilkommer ham, bliver stillet til ansvar.

Kristnes liv og Guds ære

Det Ny Testamente begrænser sig ikke til at tale om, at Gud skal æres og hvorfor. Flere steder beskriver, hvordan mennesker kan ære Gud. Som nævnt i begyndelsen er det, at mennesker bliver ført til tro, en af de ting, der giver Gud ære. Det viser, at hans frelsesplan lykkes, og at han er troværdig, når han lover at frelse den, som tror.
Paulus peger på dette, når han i Rom 15,17 siger til de kristne, at Jesus har taget imod dem til Guds ære. Når Jesus på grund af sin død og opstandelse tager imod mennesker, er det altså ikke alene for, at de skal frelses, men også fordi Guds navn derved bliver æret. Ud fra dette perspektiv taler Paulus samtidig om, at menneskers tak til Gud for frelsen er med til at give ham ære (2 Kor 4,15).
Det er afgørende at bemærke, at Paulus i Rom 1,5 taler om, at mennesker må føres til troslydighed. Her er ikke alene tale om at modtage Guds tilbud om frelsen i Jesus. Denne modtagelse skal også føre ind i et lydighedsforhold til ham. Paulus beskriver dette lydighedsforhold i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han skriver, at de skal gøre alt til Guds ære (1 Kor 10,31). Flere forskellige steder i Det Ny Testamente møder vi eksempler på denne troslydighed, og på hvordan den giver Gud ære.
Paulus beder for de kristne i Filippi, at de må være fyldt af retfærdigheds frugt til Guds ære (Fil 1,9-11). Det drejer sig om at stræbe efter at tale og handle retfærdigt i forhold til medmennesker. Men kristne skal også leve et liv, der afspejler den retfærdighed, de er blevet tilkendt i kraft af Jesu retfærdighed. Det sidste genfinder vi meget stærkt i Rom 6,12-13, hvor Paulus kraftigt opfordrer til, at det nye liv kommer til udtryk, og at synden bekæmpes.
Peter omtaler den kristne som en forvalter, der skal tjene menigheden med de kræfter og nådegaver, som Gud giver, for at Gud derved kan blive herliggjort (1 Pet 4,10-11).
Et andet sted siger han, at den kristne, som lider for sin tro, ikke skal skamme sig, fordi Gud bliver æret, når en kristen holder fast ved sin tro og bekendelse, selv når det medfører lidelse og forfølgelse (1 Pet 4,16).

Hans er æren

Paulus skriver i Fil 2,9-11, at Gud har ophøjet Jesus, for at ethvert knæ skal bøje sig for ham, og enhver tunge bekende, at han er Herre, for derved at ære Gud. Der er på een gang noget fantastisk og noget forfærdeligt over dette.
Det bliver fantastisk for enhver, som har levet i troen på Jesus, for første gang af et helt hjerte, en hel sjæl og et helt sind at være med i denne bekendelse og give Gud ære for frelsen i vished om at skulle tilbringe en evighed sammen med ham.
Samtidig bliver det forfærdeligt for dem, som på dette tidspunkt er nødt til at erkende, at Jesus er Herren, men må gøre det i bevidstheden om, at de ikke accepterede ham som deres frelser og Herre og derfor nu må tilbringe evigheden i fortabelsen.
For nogen kan Guds krav på og optagethed af at få ære virke provokerende, men det er afgørende for os at forstå, hvor uendeligt meget større Gud er i forhold til os. Jo mere vi forstår, hvem Gud er, jo mere fantastisk bliver det for os, at han skabte os og var villig til at ofre sin egen søn, for at han kan have fællesskab med os.