Jesus – Gud og mand, frelser og konge

Da denne artikel skulle skrives, kom lokalsprøjten ind ad døren. På forsiden stod der: »Byens jul truet af besparelse«. Tilskuddet til byens udsmykning var nemlig blevet en del af kommunens sparekatalog.

Yes – tænkte jeg. Måske kan vi så lade tankerne søge mod syd til den nat, hvor himlen fødte med jordiske veer.
Egentlig var det dengang slet ikke så stemningsfuldt som en juleudsmykning. En kølig nat ude på marken. En fødsel med blod og moderkage. Et lille menneske lagt i dyrenes fodertrug.
Men - samtidig var det et ubegribeligt under: Gud blev menneske. Ikke halvt af hver. Ikke det ene mere end det andet. Men hundrede procent begge dele – og alligevel kun hundrede procent tilsammen.
Det regnestykke har kirken spekuleret over og holdt kirkemøder om. Snart blev sagen diskuteret, fordi nogle mente, at han var mere menneske end Gud. Senere mente nogle det modsatte. Og – indrømmet – det er heller ikke let at erkende den hemmelighed. Men den er vigtig for troen: Gud blev virkelig menneske.
Denne sandhed bliver der kastet skarpt lys over i englenes budskaber i forbindelse med Jesu fødsel – først til Maria i Nazaret og senere til hyrderne på Betlehems marker.
Ved undfangelsen sagde englen til Maria: »Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1, 31-33).
Ved fødselen sagde englen til hyrderne: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus Herren« (Luk 2, 10-12).

Jesus er menneske: Maria skulle blive gravid og føde et menneskebarn, der skulle overtage forfaderens, Davids, kongemagt.
Jesus er Gud: Han skulle kaldes Den Højestes (det vil sige Guds) søn. Han havde sin oprindelse hos Gud og er af samme væsen som Faderen.
Den dobbelthed er svær at begribe. Samtidig med at der er tale om bibelsk virkelighed, er der noget hemmelighedsfuldt og skjult over den, som det er svært at sætte ord på. Luther forsøger at gøre det i en af sine julesalmer med ordene: »mand i lys, men dog Gud i løn«.
I englebudskabet møder vi en anden dobbelthed, som heller ikke er let at forstå: Jesus skulle være frelser og konge. I det stykke blev han en virkeliggørelse i kød og blod af det, som allerede var sagt om ham i datidens bibel (Det Gamle Testamente)

 

Frelseren

Når det blev sagt, at Jesus er frelser, har man ikke været upåvirket af, hvordan det ord bliver brugt i Bibelen (Gammel Testamente). Det bruges for eksempel om dommeren Ehud, der kaldes frelser (befrier) fra fjenderne. Ordet bruges også i omtalen af Gud, der befrier fra fjender og ødelæggelse.
Den tankegang møder vi i den lovsang, som Maria sang kort tid efter besøget af englen. Her synger hun blandt andet, at »Herren har styrtet de mægtige fra tronen« (Luk 1,52). Og i præsten Zakarias’ lovsang lyder det, at Herren vil »frelse os fra vore fjender« (Luk 1,74).
Tiden for Jesu fødsel var på flere måder en »tidens fylde«. En tid med forventning om, at der snart ville komme nogle omvæltninger, derfor også en tid med forskellige oprør (se for eksempel ApG 5,36-37). Men der var ikke kun forventning om politisk befrielse.

Mange fromme jøder har uden tvivl lidt under den snigende religiøse fattigdom, som skyldtes, at den græske kultur satte jødisk liv under pres. Derfor var der også en forventning om et historisk indgreb fra Israels Gud med åndelig fornyelse, sådan som det var lovet for eksempel i Es 60-62.
Den forventning møder vi også i præsten Zakarias’ sang om hans søn, Johannes Døber, der skulle bane Herrens vej og lære hans folk at »kende frelsen i deres synders forladelse« (Luk 1,77).
I englenes budskaber om Jesus siges det på to måder, at det var Jesus, der skulle komme med denne frelse. Ved undfangelsen sagde englen Gabriel, at barnet skulle hedde Jesus, og det navn henviser netop til hans opgave som frelser. Og ved fødslen sang englene, at der var »født en frelser«.
Mange mennesker, både i Israels folk og blandt hedningefolkene, ser imidlertid ikke noget behov for en frelser.
Jødedommen har siden Moses’ tid lagt vægt på, at forholdet til Gud skulle være et hjerteforhold. Samtidig har de religiøse ledere brugt mindre energi på at definere og formulere hjertets tro og flere kræfter på at få troen omsat i handling. Det arbejde har været udmøntet i leveregler, som kunne og skulle efterleves. Og mislykkedes det, var der tilgivelse for den, der angrede og bad Gud og næsten om tilgivelse. For Gud ser med velvilje på alle sine børn. Og dermed blev der jo ikke brug for en frelser.
Hvordan så med os hedninger, som ikke er født med borgerret i Israels folk og derfor er fremmede for »forjættelsens pagter«? Mange af os har indset, at vi jo ikke hører til Guds bedste børn. Men for de fleste af os er det en fremmed tanke, at vi har pådraget os skyld over for den levende Gud ved ikke at efterleve hans vilje og tilmed overtræde den. Og et menneske, som ikke kender til skyld over for Gud, ser naturligvis heller ikke noget behov for at blive kendt af Jesus og ved ham lære frelsen at kende. Og selv om behovet har været der, kan det forsvinde. For som én sagde: »Jeg har ikke længere brug for, at nogen dør i mit sted«.

Men uanset om jeg er jøde eller hedning, om jeg synes det er fornuftigt eller ej, om jeg har ønsket det eller ej, så kom Jesus til vores jord – uden at spørge os på forhånd. Gud valgte at gøre det for at give os kendskab til frelsen med vore synders forladelse.
 

 

Kongen

Jesus skulle også være konge. Ved undfangelsen sagde englen, at Jesus ville få sin fader, Davids, trone. På den ene side skulle han være Gud Faders - »Den højestes« - søn. Og samtidig kong Davids søn.
Sådan lød løftet ved undfangelsen. Englen Gabriel var godt orienteret i datidens bibel. For eksempel har han tilsyneladende haft kendskab til Herrens ord til profeten Ezekiel i kapitel 34,23-24. I de to vers siger Gud Herren, at han en gang i fremtiden vil sætte én hyrde (ikke bare en blandt andre) over sit folk Israel. Den hyrde kaldes også »min tjener, David«. For det andet siges det, at Herren vil være Israels Gud, og tjeneren skal være Israels konge.
Det som i Det Gamle Testamente kunne forekomme dunkelt, bliver nu ved englen Gabriels åbenbaring for Jesu mor tindrende klart. Løftet om »David« var et løfte om ham, som blev Davids søn, og som skulle sætte sig på kong Davids trone, nemlig Jesus.
Spørgsmålet bliver herefter: Skulle Jesus være Israels konge i national forstand eller alles konge i overnational forstand? Svaret på det spørgsmål er et rungende ja!
Lige siden oldkirkens dage har man været uenige om, hvorvidt Jesus var (mest) Gud eller menneske. Endvidere er kirkens historie også et vidnesbyrd om den diskussion, der har været om, hvorvidt Jesu kongerige er et rige i konkret, materiel forstand, nemlig »Riget for Israel« (ApG 1,6), eller et åndeligt rige, der gælder alle (Ef 2,13). Men igen er det vigtigt, at vi ikke spiller Bibelens forskellige udsagn om Jesus og hans kongedømme ud mod hinanden.
Ofte viser det sig, at to udsagn, som tilsyneladende står og stritter imod hinanden, begge skal tages for fuldt pålydende, fordi de kompletterer hinanden. Men hvordan kan de forskellige ord om Guds kongedømme ved Jesus Kristus så forenes?

I al korthed blot følgende:
For det første vil Jesus være herre i alle troende menneskers hjerter i dag.
For det andet vil han ved sin genkomst være Israels konge i Riget for Israel – og med det udgangspunkt være verdens konge.
Ved vejs ende, når frelseshistorien slutter, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft, så afslutter han sit kongedømme med, at han overgiver Riget til Gud Fader. For, som det hedder i 1 Kor 15,25: »Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder«. Sønnen har dermed færdiggjort den opgave, han blev betroet af Faderen.
 

 

Messias

På en måde kan man sige, at Jesus havde flere titler. Den titel, som bedst og i et ord samler hans opgave, er Messias.
Ved fødslen blev det sagt, at han er Kristus Herren. Kristus er en oversættelse af det græske ord (ho christós), der betyder »Den salvede«. Det tilsvarende hebraiske ord (ha-mashiach) er Messias.
Budskabet til hyrderne var altså, at Jesus er Messias. Selv var han tilbageholdende med at sige det. For eksempel blev han ved tempelindvielsesfesten udspurgt, og han svarede undvigende (Joh 10,25). Anderledes da han foran rådet fik stillet spørgsmålet. Her blev svaret så entydigt, at ypperstepræsten flængede sine klæder, formentlig fordi han i Jesu svar hørte, at Jesus identificerede sig med Gud (Mark 14,62).

Hvad betyder det så, at Jesus er »Den Salvede«? Det får vi svar på ved at undersøge, hvilke personer der blev salvet i Det Gamle Testamente. Og der lægger vi især mærke til tre personer:
Profeten. Der er vistnok kun en salvet profet, der nævnes ved navn, nemlig Elisa. Mere generelt omtales profeterne i Sl 105,15 som Herrens salvede.
Hvordan var Jesus profet? I Det Gamle Testamente talte profeterne, hvad Ånden indgav dem (for eksempel Neh 9,30). Man kan sige, at Jesu profetembede ligger i naturlig forlængelse heraf. Dog med en væsentlig forskel. Tidligere profeter havde sagt: »Så siger Herren…«. Jesus sagde: »Jeg siger jer…«. Jesus var selve ordet til hans folk.
Præsten. Ypperstepræsten Aron og hans sønner blev salvet til præster. Og sådan kom det til at fortsætte. Salvningen var en indvielse til tjenesten som Guds præster.
Jesus var også præst. Israels ypperstepræst gjorde tjeneste ved den jordiske helligdom, der havde den himmelske som forbillede. Men den afgørende forskel var, at Israels ypperstepræst stænkede dyreblod på pagtens ark én gang hvert år. Jesus frembar sig selv, sit eget blod – én gang for alle.
Kongen. Samuel salvede Israels første konge, Saul, til hans tjeneste. Senere nævnes konkret, at andre konger blev salvet til deres opgave.
Jesu tredje embede var hans opgave som konge. Både nu og i fremtiden. Jesus talte ikke meget om sig selv som konge. Dog var det emnet i hans samtale med Pilatus (Mark 15,2). Ellers forudsatte Jesus i sin forkyndelse, at han havde kongeværdighed. Det var jo netop det, der var årsag til, at Guds rige var kommet nær.
Julen er i vores samfund i høj grad blevet et spørgsmål om udsmykning. Derfor kunne lokalavisen hævde, at selve julen var truet af kommunens besparelser. Men englenes budskaber hjælper os til at fokuserer på julens hovedperson: Messias selv, frelser og konge for jøder og hedninger.