Ulydighed ledte kong Saul væk fra Gud

»En syg konge, som forfulgte David og blev forkastet af Gud.« Sådan kan den meget korte version af historien om Saul måske nemt lyde for mange kristne.

Det er selvfølgelig et meget forenklet billede af en mand, som er den af Israels konger, der er blevet tildelt næstmest spalteplads i Bibelen.

Men hvem var så denne Saul, der i 40 år regerede som Israels første konge, og hvad var det, der gik galt i hans liv?

Der er flere forhold omkring Sauls liv, hvor vi næppe skal være alt for skråsikre med hensyn til, hvordan det egentlig forholdt sig. Men de vigtigste ting fremgår af beretningerne i Første Samuelsbog (1 Sam).

Folket ville være som alle de andre

Ved afslutningen af Dommertiden krævede Israel at få en konge, som de andre folk havde det. Det var dog ikke Guds vilje, og profeten Samuel advarede derfor om konsekvensen af dette valg. En konge ville få total magt over folket og kunne tage de slaver, som han ville. Han kunne udstede skatter og kræve det udbytte af folkets høst, som han havde lyst til.

Mest alvorligt var det imidlertid, at de med kravet om en konge forkastede den konge, de allerede havde, nemlig Israels Gud (1 Sam 8). Han var deres retmæssige konge, som havde ført dem ud af Egypten, bevaret dem på ørkenvandringen og givet dem landet. Han havde igen og igen hjulpet dem mod de fjender, som havde undertrykt dem, fordi de havde svigtet Gud og levet som alle de omkringboende folk.

Nu ville de så også på dette område være ligesom de andre folk og have en konge, som kunne lede dem i krig.

Israel ville ligne den øvrige verden så meget som muligt, men det var ikke tanken med deres udvælgelse. Gud havde netop skabt Israel for at bruge dem til at gennemføre den store frelsesplan for alle folk. Det gjorde Israel til et enestående folk i verden (2 Mos 19,3-6), som skulle bringe en enestående konge, Messias, til verden. Derfor var Israels ønske om at være som alle andre et oprør mod selve Guds frelsesplan.

Saul – det perfekte valg

Vi hører første gang om Saul i 1 Sam 9. Her får vi en række oplysninger, som er vigtige at have med i beskrivelsen af ham.

For det første var han af Benjamins stamme og kom fra Gibea. Sidst i Dommertiden havde der rådet anarkistiske tilstande i de tolv stammer, og der var udbrudt borgerkrig mellem Benjamins stamme og de øvrige 11 stammer. Kun gennem forskellige forfærdelige fiksfakserier undgik Benjamins stamme den totale udslettelse (Dom 19-21).

Og netop Gibea havde været centrum for en helt igennem modbydelig begivenhed, som havde ført til borgerkrigen. En mand og hans hustru blev indlogeret hos en borger i byen. Mænd fra byen samledes imidlertid uden for døren og forlangte at få gæsten udleveret, så de kunne stille deres seksuelle lyst på ham. I stedet blev hustruen sendt ud til de ventende mænd, som voldtog og mishandlede hende til døde.

Borgerkrigen var et forsøg på at gøre op med denne ondskab. Alle byer, undtagen Jabesh, sendte krigere afsted, og først da der kun var 600 mænd tilbage i Benjamin stoppede krigen. Stammerne havde svoret, at ingen ville give deres døtre til nogen i Benjamin, så stammen stod over for total udslettelse.

I den sammenhæng spillede Jabesh en vigtig – og tragisk – rolle. Da de ikke havde sendt krigere afsted, havde de heller ikke afgivet løfte om ikke at give deres døtre til Benjamin. Så nu drog de 11 stammer til Jabesh og ødelagde den, slog indbyggerne ihjel og tog alle jomfruer med til Benjamins stamme, og dermed kunne de 600 mænd i Benjamin begynde på en frisk.

Derfor er det ikke usandsynligt, at Saul var efterkommer af en af de 600 krigere, som overlevede og fik en hustru fra Jabesh.

For det andet får vi et ganske klart billede af nogle af Sauls karaktertræk. En dag, da hans fars æsler er løbet væk, sendes Saul og en karl ud for at finde dem igen. De gennemtrævler stammeområdet og afslører dermed, at Saul var både tjenestevillig og udholdende.

Da de ikke finder æslerne, vil Saul vende næsen hjemad, så faren ikke skal blive bekymret for dem (9,5).  Saul er altså også en betænksom ung mand, som viser respekt for sin far.

Da karlen i stedet foreslår, at de skal gå ind til byen Rama for at få råd fra profeten Samuel, følger Saul forslaget, og viser dermed, at han som leder er villig til at lytte til andre, som er under ham.

Det gode forhold til karlen kommer også frem, da karlen tilbyder penge til en gave til Samuel. Karlene har tilsyneladende haft det godt hos Sauls familie.

Mødet ender med, at Samuel salver Saul til konge, og her viser Saul sig som et ydmygt menneske (9,21). Det indtryk bekræftes, da han kommer hjem igen og skal fortælle farbroren, hvor de har været henne. Han fortæller om mødet med Samuel, men siger ikke et ord om kongedømmet (10,15).

Da Samuel senere præsenterer Saul som folkets konge, har Saul gemt sig. Han ser tilsyneladende ingen kongetræk hos sig selv og har ingen lyst til at træde frem for folket. Det får nogle ondsindede mennesker til at foragte ham, men han lader som ingenting (10,27).

Sauls karaktertræk rummede altså tjenersind, udholdenhed, evnen til at lytte og tage imod råd, ydmyghed over for opgaven og storsind over for sine modstandere.

Nogle vil sikkert sige, at han var for svag til at være konge, men Gud vælger ofte det, som ikke er noget i sig selv. Kun i magtesløshed udfolder Guds kraft sig nemlig helt.

Rent fysisk var Saul et ungt, smukt menneske, som var et hoved højere end alle andre, og han havde derfor en naturlig autoritet (9,2).

Da Israel, imod Guds vilje, krævede en konge, ser det ud til, at Gud alligevel ønskede dem det bedste. Saul var tilsyneladende det perfekte valg.

Den gode begyndelse

Saul bygger ikke straks et stort palads til sig selv. Han bliver derhjemme og arbejder på gården. Først da han hører, at Jabesh er blevet belejret og står hjælpeløse over for ammonitterne, træder han i karakter. Denne ydmyge og utilstrækkelige mand bliver grebet af Guds ånd, og så forvandles han til en frimodig og handlekraftig konge (11,6), som det var blevet lovet ham (10,6.9). Han kalder Israels stammer sammen, nedkæmper ammonitterne og redder Jabesh.

Da Saul efter denne første militære sejr bliver opfordret til at dræbe de mennesker, som havde foragtet ham, viser han igen storsind og vil ikke dræbe nogen (11,12-15). Senere vinder han en række sejre over de fjender, som havde voldt Israel problemer gennem årene (14,47-48). I denne periode af Sauls kongedømme udrydder han også dødemanere og sandsigere i landet (28,3).

Saul får en rigtig god begyndelse som konge i Israel. Åndeligt, militært og personligt. Fremtiden ser lovende ud.

Fortsættelsen: Ulydighed får fatale konsekvenser

Vi har næppe fået hele beretningen om Saul i kronologisk rækkefølge, og vi får kun nogle glimt fra de efterfølgende år. De giver desværre en klar fornemmelse af en Saul i forandring.

Han begår blandt andet et løftebrud mod gibeonitterne (2 Sam 21,2), men specielt to begivenheder får afgørende betydning. I begge tilfælde handler det om ulydighed.

For det første viser Saul ulydighed i en krig mod filistrene, som på det tidspunkt har genvundet overherredømmet i området og opretholder det gennem lokale guvernører. En dag dræber Sauls søn Jonathan en af disse guvernører, og den styrke, som filistrene samler som svar på attentatet, overgår alt det, israelitterne havde frygtet, og der udbryder panik i folket. Mange gemmer sig i huler og cisterner, og nogle endda i grave! Andre flygter helt over på den anden side af Jordanfloden.

Hæren holder sig til Saul, men er »skælvende af rædsel« (13,1-7). Inden krigen skulle Samuel bringe et offer til Gud. Da Samuel ikke kommer, begynder de skrækslagne soldater at flygte, og Saul beslutter sig for selv at bringe offeret. Alternativet, som han ser det, er, at hele hæren vil forlade ham. Det kan jo lyde meget fornuftigt, men det var ikke tilladt andre end præsterne at bringe ofre, så Samuel bebrejder Saul hans manglende tålmodighed og tillid til Gud. I den sammenhæng siger Samuel, at ingen af Sauls sønner skal overtage tronen efter ham.

For det andet viser Saul ulydighed i en krig mod amalekitterne. Det var det folk, som angreb Israels bagtrop under ørkenvandringen og huggede de svageste ned, når de var sakket bagud. Derfor havde Gud befalet Israel, at de skulle udslette amalekitterne fuldstændigt, når de kom ind i landet (5 Mos 25,17-19). Nu var anledningen kommet, og Samuel gav Saul besked om at følge Guds ord: Ingen og intet skulle overleve.

Alligevel skåner Saul Amaleks konge samt de bedste af dyrene. Saul forsøger sig med forklaringer om, at dyrene var skånet, for at folket kunne ofre dem til Gud, men Samuels ord er umisforståelig klare: Gud vil hellere have lydighed end ofre, og når Saul trodser Gud, er det på linje med afgudsdyrkelse (15,22-23).
Selvom Saul efterfølgende erkender sin fejl, viser hans reaktion, at hans egen ære betød mest for ham. Et menneskes magt og stolthed kan gøre det blind for synden.

Samuel videregiver Guds dom: »Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge.«

I stedet bliver David salvet til konge, og fra den dag griber Herrens ånd David. I samme åndedræt lyder de tragiske ord: »Herrens ånd forlod Saul, og en ond ånd fra Herren overvældede ham.« 

Den tragiske afslutning

Resten af Sauls liv blev en stadig større tragedie. Selvom han forblev konge i en årrække, var han overladt til sig selv. Uden Guds ånds kraft havde Saul kun sin egen utilstrækkelighed tilbage – og en ånd fra Herren, som til tider førte ham ud i en depressionslignende tilstand.

Derfor er det en bange og ubeslutsom Saul, der står over for filistrene og Goliat. Derfor er det en jaloux Saul, som oplever, at David bliver mere populær end ham selv. Derfor er det en lunefuld Saul, som det ene øjeblik, i ren og skær misundelse, søger Davids død og i næste øjeblik fortryder sine egne urimeligheder. Derfor er det en rædselsslagen Saul, som fra Gilboas bjerge ser ned over filisterhæren. Derfor er det en desperat Saul, som i sin totale rådvildhed til sidst søger hjælp hos en åndemaner, som skal skabe kontakt til Samuel en sidste gang. Og derfor giver Samuel ham det forfærdelige budskab: »Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din fjende?«

Samuel minder Saul om, hvordan han er endt her: »Du adlød ikke Herren, dengang du ikke ville fyldbyrde hans glødende vrede mod amalekitterne. Derfor har Herren nu gjort dette imod dig. Både dig og israelitterne vil Herren give i filistrenes hånd« (1 Sam 28,16-19).

Dagen efter begår han selvmord på Gilboas bjerge i angst for at blive mishandlet af filistrene (1 Sam 31). Hans hoved bliver bragt til filistrenes hovedstad, og hans krop hængt op på Bet-Shans mur. Israelitterne spredes for alle vinde.

Kun folkene fra Jabesh kommer for at ære Saul. De tager ham ned fra Bet-Shans mur og begraver ham. Det blev åbenbart aldrig glemt i Jabesh, at Saul i sin første krig reddede dem fra ammonitterne.

På den måde danner Jabesh en slags ramme om Sauls liv som konge. Fra en begyndelse, hvor Guds ånd gav ham styrke og kraft i hans egen svaghed, til et tragisk endeligt, forladt af Gud.

Ham, der begyndte som en perfekt konge, endte sit liv for egen hånd i total opløsning. »Således døde Saul, fordi han havde vist troløshed mod Herren og ikke havde fulgt Herrens befaling, men endda havde spurgt en åndemaner til råds og ikke spurgt Herren til råds. Derfor lod han ham dø og overdrog kongedømmet til David, Isajs søn« (1 Krøn 10,13).

Et budskab til alle, som vil lytte

Israels historie i århundrederne efter kom på mange måder til at ligne Sauls liv. Det begyndte godt, men endte skidt. De kunne ikke håndtere den velsignelse, de fik, og de ville ikke høre, når Gud kaldte dem tilbage. Også for Israel endte det i en tragedie med undergang og eksil.

For som Saul var også Israels folk blot mennesker, som havde vendt sig fra Gud – som vi alle har gjort det siden den første Adam.

Der kom senere en anden Saul – som fik navnet Paulus – fra Benjamins stamme. Ligesom kong Saul var han et gudfrygtigt menneske, men også i ham boede de mørke kræfter. Men han fik lov at møde en anden Adam, som kom udefra og befriede ham fra mørket.

Og derefter brugte Paulus sit liv til at forkynde budskabet for alle, som ville lytte: Alle er døde med den første Adam, og alle kan leve med den anden Adam, Jesus.

Lad os derfor sætte vores håb til ham, lad os følge ham i lydighed og lad os lytte til den sandhed, som kong Saul blev et stærkt vidnesbyrd om: »Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde« (Jak 4,6).