Uden Jesu genkomst forstår vi ikke frelsen fuldt ud

I mange år har jeg været en stor fan af det irske band U2. Jeg har været til flere af deres koncerter, som stort set altid slutter på samme måde. Bandet slutter med at spille en sang, der hedder »40«, og det er en gendigtning af Salme 40 fra Det Gamle Testamente.

I U2’s version er der et omkvæd, som lyder: »How long to sing this song?« Hvor længe skal vi synge denne sang? Og sangen, de tænker på, er en klagesang over verdens nød og elendighed. De får alle til at synge med på omkvædet, og så går de ned af scenen, mens koncertgæsterne synger videre: »How long to sing this song?« (find selv sangen på Youtube). Det er dybt rørende, fordi U2 på den måde formår som en slags moderne salmister at sætte ord på smerten over lidelsen og længslen efter Guds indgriben og frelse.

Verdens tilstand

De fleste mennesker i dag kan godt se, at det står skidt til i verden. Alle taler om klimakrise, krig, sult, fattigdom eller korrupte magtmennesker. Og endnu mere nærværende er det, når vi selv oplever sygdom og død. Hvor længe skal vi udholde det? Og hvordan skal det stoppe? Hvilket håb er der for verden?

Der har de sidste par århundreder – efter at Gud blev skyllet ud med badevandet – været en tiltro til, at verden går støt og roligt fremad. Oplysning og teknologi forbedrer verden, så alting bliver bedre. Men problemet er ikke manglende oplysning og teknologi. Det har nærmere været med til at forøge verdens lidelser.

Verdens problem er ikke manglende oplysning eller teknologi, men noget meget mere grundlæggende, nemlig menneskets synd. Håbet må derfor knytte sig til, at synden i vores indre bliver fjernet, og det bliver den kun ved to væsentlige begivenheder i verdens historie: ved Jesu død på korset, hvor han tog straffen for vores synd. Og ved at han fjerner synden helt fra vores liv den dag, han kommer igen. De to begivenheder betyder, at vi en dag skal leve på en ny jord uden syndens hærgen.

Beruselsen

Det kan virke mærkeligt, at denne verden ikke griber det håb. Men Paulus taler i Første Thessalonikerbrev 5, 1-8 om, at mennesket er beruset (se tekstboks).

At blive ædru er et tema i Søren Kierkegaards forfatterskab. Han beskriver flere steder, hvordan mennesket må vækkes af sit åndelige selvbedrag og blive »ædru for Gud«.

Hvad mener han med det? Han taler om, at vi forføres af verden. Og ifølge Kierkegaard er Åndens første gerning at gøre os ædru, så vi indser vores egen elendighed. I stedet beruser verden sig i alkohol, stoffer, sex og magt.

Eller i underholdning. Selv i kirken så Kierkegaard, at beruselsen fandt sted. Og det gælder stadig. Også i kirken kan der gå underholdning i møder og forkyndelse. For nylig talte jeg med en præstekollega, som sagde: »Når mennesker endelig kommer ind i kirken, vil jeg ikke skræmme dem væk igen.« Der er desværre også i vores tid en grund til, at mennesker tænker »fred og ingen fare«, for hvordan skal de blive vågne og ædru, hvis ikke de hører om, hvad der er denne verdens fremtidsperspektiv?
Det er nærmest gået af mode i kirken at tale om Jesu genkomst – selv i de mest bibeltro sammenhænge. For godt 100 år siden var den kristne kirke nærmest besat af Jesu genkomst – for eksempel af at finde en dato for Jesu genkomst eller tale om tegnene. Hvorfor er det mon blevet mindre populært?
Her er et par mulige grunde:
1. Vi peger helt berettiget hen på Jesu kors. Og vi bruger udtrykket, at frelsen er fuldendt. Det er også sandt i den forstand, at dér blev forsoningen mellem Gud og mennesker skaffet, og der skal ikke gøres mere for forsoningen. Men det må også siges, at hans værk ikke er færdigt. Det må siges, at en dag kommer han igen. Måske har vores stærke fokus på Jesu død og opstandelse den konsekvens, at vi glemmer at kigge fremad mod hans genkomst, hvor vi bliver lidelsen og døden kvit, og hvor verden nyskabes.
2. At vi kigger for meget på os selv og vores nuværende liv og lykke. Vi kæmper for at optimere vores liv, som var det alt, hvad vi får, men vi må se vores liv i lyset af det, der kommer med Jesu genkomst.

Igen og igen understreges det i Det Nye Testamente, at Jesu genkomst må være et fokus i et kristent menneskes liv. Hvorfor har vi brug for det? Det vil jeg gerne give fire bud på.

Hvad er frelse?

Vi skal beskæftige os med Jesu genkomst for at se det fulde billede af Jesu forsoning og frelse. Frelsen er først færdig, når han forvandler vores legemer til at ligne hans opstandelseslegeme. Når han samler sine udvalgte fra de fire verdenshjørner. Når han gør sin kirke helt ren og værdig. Når retfærdigheden skal fylde hele jorden. Når al uretfærdighed dømmes. Først da ser vi fuldt ud, hvad frelsen er.

Omvendelse

Vi har brug for at genopdage håbet om Jesu genkomst for at omvende os og bekende vores synd.

Jeg har en tendens til at køre for stærkt (indrømmet). Men på en ganske bestemt strækning tæt på, hvor vi bor, kører jeg altid pænt – der er nemlig nogle stærekasser, så jeg sætter altid farten ned. Selvom det er et lidt fjollet billede, så siger det noget om, at vi ofte har brug for at vide, at vi har nogen, vi skal stå til regnskab overfor. 

Selvom vi er sat fri af dommen, og selvom vi skal leve vores liv ud fra, at vi er børn af Gud, der ønsker at elske og tjene Gud og vores næste, så har vi nogle gange brug for at vide, at alt en dag vil blive afsløret  Den primære motivation til det kristne liv for en troende vil altid være nåden, der opdrager os til et mere gudfrygtigt liv (Tit 2,11-12), men                selv et troende menneske har brug for at vide, at vi en dag skal stå foran Jesus og stå til regnskab for den måde, vi har levet vores liv på.

Uden fokus på Jesu genkomst tror jeg, at vi fristes til at leve mere selvisk og kigge på vores egne behov og ønsker.

Lidelsen og døden

Vi har især brug for at fokusere på Jesu genkomst for at kunne leve med både lidelsen og døden.

Det er den store og frygtelige virkelighed, som vi alle med sikkerhed vil stå overfor. Vi vil miste venner og familie og skal selv dø en dag. Som præst har jeg flere gange været ved et dødsleje og set, hvilken forskel det gør i et menneskes liv, om man står over for døden med eller uden Kristus.

Det siges om de første kristne, at kristendommen vandt frem på grund af den måde, de forholdt sig til døden på. De var ikke bange for at dø. De så det som en ære at få lov til at lide med Kristus, og døden var blot en overgang til at blive forenet med ham.

For eksempel skriver Ignatius i et brev til Rom omkring år 100 e.Kr.: »Lad mig få lov til at blive foder for de vilde dyr. Gennem dem kan det lade sig gøre at nå til Gud. Jeg er Guds hvede, og jeg bliver malet af de vilde dyrs tænder, så jeg bliver Kristi rene brød.”
Selvom vi måske ikke vil udtrykke os på samme måde i dag, må vi lære at fralægge os angsten for døden på grund af vores overbevisning om Jesu snarlige genkomst.
Jeg er klar over, at man godt kan have en overbevisning i hovedet, men at hjertet ikke altid kan gribe det.

For eksempel taler Paulus om, at de »lever som bedrøvede, dog altid glade« (2 Kor 6,10). Selvom han har en overbevisning om, at han har et håb, der ikke vakler, så er hjertet ikke altid i stand til at gribe det, og smerten gør stadig ondt. Men midt i smerten er der et håb, der holder ham oppe.

Kirken og evangeliets forkyndelse

Vi har brug for at fokusere på Jesu genkomst for at blive ved med at arbejde for fornyelse af kirken.

I vores trosbekendelse siger vi, at vi tror på Helligånden og tilføjer »den hellige almindelige kirke». Det er lidt pudsigt at bekende sig til kirken. Især når man kigger på kirken og ser alle dens mangler og vranglære. Men når vi retter blikket mod Jesu genkomst, ser vi noget mere. Vi får rakt et håb og et fremtidsperspektiv for kirken. I Åb 21 ser vi kirken komme ned fra himlen som en smykket brud til sin brudgom. At rette blikket mod Jesu genkomst hjælper os til bede for kirken og til at engagere os i mission i verden. Vi ser, at tiden er knap. Jesu genkomst står for døren, så derfor skal vi give evangeliet videre, mens der er tid.

Lad mig slutte med at citere fra en sang: »Det er et håb, som trodser tidens tegn, det løfter blikket over grav og død, så fuldt af liv og glæde som en forårsregn og sommersolens glød. Når lidelsen og smerten dør, bliver intet længere som før. Usigelig og stor er glæden, når jeg da ser ham, som han er« (Sange og Salmer nr. 320).