75 år efter

»Vi, der har betalt den, kender passivitetens frygtelige pris.« Sådan sagde Israels præsident, Reuven Rivlin, i forbindelse med sit besøg i Danmark 10.-11. oktober. Anledningen var 75-året for redningen af de danske jøder.

Passivitet var den altdominerende reaktion i Europa, da nazismens had systematisk forsøgte at tilintetgøre det jødiske folk. Efter krigen har forskere mange steder i Europa spurgt mennesker, hvorfor de ikke gjorde noget for at redde deres jødiske naboer. Ofte lød svaret resignerende: »Hvad kunne vi have gjort?« Det er beskæmmende. Europas passivitet er en tragisk del af Holocausts virkelighed.

Mange i det danske folk tænkte anderledes. De gjorde noget. »Det, det danske folk gjorde for deres jødiske landsmænd, er et enkelt, klart, menneskeligt og moralsk lys i et hav af mørke,« sagde præsident Rivlin ifølge Kristeligt Dagblad.

Vi glæder os over, at den røde løber var rullet ud og de bonede gulve var poleret, da Israels præsident ankom. Som det eneste land i Mellemøsten har Danmark med Israel et stærkt værdifællesskab, når det gælder demokrati, diversitet og ytringsfrihed. Både i Danmark og i Israel har tolerancen helt generelt dybe rødder, og det er et stærkt fundament for et moderne demokrati. Her adskiller Israel sig grundlæggende fra alle sine naboer.

Men for hvem er begivenhederne i oktober 1943 relevante i 2018, blev præsidenten spurgt? Svaret var tankevækkende: »Det er vigtigt og relevant for hver eneste af os. Antisemitismen er atter ved at rejse sig i Europa. Historien om redningen af de danske jøder fortæller os, at der bør være nultolerance over for antisemitisme, racisme og diskrimination i enhver form.«

Vi kan ikke være mere enige. Og samtidig er det tankevækkende, at hvor modige danskere for 75 år siden hjalp de danske jøder til at flygte ud af landet, så er der i dag – ikke mindst i lyset af omskæringsdebatten – behov for modige danskere, der vil stå offentligt frem og kæmpe for danske jøders ret til at kunne leve i landet. Passivitetens pris er alt for høj.