To år efter skyller hadet hen over verden
To år er der nu gået siden Hamas’ uhyggelige terrorangreb 7. oktober 2023. Tusinder af mennesker bærer stadig arrene fysisk og psykisk fra den forfærdelige lørdag. Dertil kommer de tragiske lidelser, som millioner af andre er blevet påført under de krige, som angrebet førte til. Mennesker i Israel, der i to år har levet med krig og alarmer. Mennesker i Gaza, der har mistet familie og hjem. Mennesker i Libanon, Syrien, Iran og Yemen. Sjældent har én forbrydelse ført til så mange menneskelige katastrofer.
Men lidelserne efter Hamas’ forbrydelser har ikke kun ramt i Mellemøsten. Terroren 7. oktober satte gang i en tsunami af had mod jøder over hele verden.
Bare to dage efter 7. oktober lød det taktfaste råb fra hundreder foran operahuset i Sydney i Australien: ”Gas jøderne, gas jøderne”. Det var ikke en protest mod Israels hær, der endnu ikke var rykket ind i Gaza. Det var jubel og opbakning til mord og vold inde i Israel. Blodet fra de dræbte israelere fik folkemængden i Sydney til at råbe efter mere blod. Flere jøders død.
Siden den dag i Sydney er det åbenlyse had til jøder skyllet hen over verden.
Ved en konference i september mødte jeg jøder og mennesker, der samarbejder med jøder, fra mange lande i Europa. Deres fortælling var én og den samme: Jøder overalt chikaneres, hænges ud, bliver isoleret, lever i frygt.
De mange beretninger oprører mig. Jeg er dybt forfærdet. Jøder skal simpelthen ikke opleve den slags i 2025! Hverken i Europa eller andre steder!
Vi kristne skal ind i kampen mod antisemitisme. Fordi had mod jøder er forkert. Fordi Jesus var jøde, og hadet til det jødiske folk derfor også er et had til Jesus.
1) Lad os protestere, når kritikken af Israel bliver for voldsom. Kritik af Israels regering er i orden. Israel har begået alvorlige fejl. Men når kritikken bliver overdrevet eller direkte falsk og hadsk, skal vi protestere. Fordi hadsk kritik af Israel skaber had til jøder.
2) Lad os protestere, hver eneste gang vi møder negativ omtale og nedgørelse af jøder. Al antisemitisme skal modsiges!
3) Lad os med ord og i handling forsikre jøder i Danmark om vores opbakning og støtte.
I Ordet og Israel forsøger vi at gøre alle tre ting. Både offentligt og privat. På vegne af kristne venner af det jødiske folk. Tak for opbakningen til det! Overvej, om du måske selv har muligheder for at gøre det samme på dit arbejde, i din kirke eller over for en jødisk bekendt.