Vælg det rigtige

Der er uro i verden. Det er næsten så almindeligt, at det bare flyder ind i den endeløse strøm af nyheder, vi ofte forholder os til med et skuldertræk og har glemt dagen efter.

Krigen mellem USA/Israel og Iran har påvirket verdensøkonomien og mærkes i hverdagen i de fleste dele af verden. Når økonomien rammes, bliver det fristende at vælge holdning ud fra egen pengepung. Som kristne skal vi ikke lade økonomi, frygt eller tidsånd forme vores holdning generelt, og da slet ikke når det gælder Israels ret til at eksistere og forsvare sig selv. Vi skal derimod kigge endnu dybere i Guds ord.

Vi må spørge: Hvad er sandt? Hvad er ret? Og hvor står vi som kristne, når det jødiske folk er under pres? Er vi ligeglade, eller »går vi på barrikaderne«?

Selvom staten Israel står i en eksistentiel kamp mod et islamistisk regime, der truer såvel regionen som Vesten, har Israel og landets allierede, USA, fået kritik, selvom der er få regeringer, som vil begræde præstestyrets fald. Mængden af misinformation og fjendtlighed mod Israel er måske aftaget en smule efter våbenhvilen med Hamas, men målinger viser, at der er et stigende antal – også blandt kristne – som ikke længere står på Israels side.

Det er alvorligt. For når støtten til Israels ret til at eksistere og forsvare sig selv svækkes, og antisemitismen stiger, afslører det et uvæsen, som også spreder sig ind i kirkens hjerte.

Profeten Obadias taler klart om det gamle Israels nabofolk, Edom, som blev dømt – ikke fordi de var fjender – men fordi de så på og glædede sig over Israels fald. Det kan vi godt tage til os som en advarsel, selvom det er en anden situation i dag end på Obadias’ tid.

De gamle profeter skjulte ikke Israels fejl. Gud tugtede selv sit folk. Men han tillod ikke, at andre udnyttede deres fald eller situation.

»Se ikke med skadefryd på din broder på hans skæbnedag,« lyder det hos Obadias.

Hvordan forholder vi os til det jødiske folks situation i dag – med ord, holdninger eller tavshed? Hvis vi som kristne reducerer Israels kamp til udelukkende at være et spørgsmål om politik eller økonomi, risikerer vi at gøre det samme som Edom: stå på afstand uden barmhjertighed og udvise ligegyldighed.

Israel er ikke fejlfrit – hverken i fortid eller nutid. Men vi må ikke må vende ryggen til.

Vi må stå op imod løgne, afvise antisemitisme og fastholde, at Guds historie med sit folk hverken er ophævet eller fuldført.

Når opinionen vender, må vi som kristne stå fast. Når løgnestøjen bliver højere, må vi tale sandt. Når frygten vokser, må vi vælge tro. Når verden hader, må vi elske.

For spørgsmålet er ikke kun geopolitisk – det er åndeligt: Bliver vi som Edom, der hånede Israel på dets ulykkes dag? Eller står vi som Israels brødre?

Lad os vælge det sidste.