Vi må ikke miste Jesus-længslen

Hvordan kan man kende Jesus uden at være længselsfuldt optaget af tegnene på,

at han snart kommer igen? Det er et spørgsmål, som enhver præst og forkynder

bør stille sig selv og sin menighed.

Forfatteren Poul Hoffmann satte ord på denne længsel, da han skrev: »I det

omfang, længslen efter Kristi genkomst og Guds rige mistes, mistes alt – glæden,

forståelsen, retningsfornemmelsen, kraften og livet. (…) Det er derfor, den Onde har

sat så hårdt ind for at fratage os længslen.«

Længslen efter Guds riges frembrud i verden ved Jesu genkomst er en umistelig

del af kirkens DNA. Men p.t. er det en mangelvare i megen forkyndelse.

Kulminationen på Guds frelsesplan handler ikke blot om Guds løfter i

Det Gamle Testamente. Også Jesus, Paulus, Peter og Johannes fortæller om det jødiske folks rolle i Guds frelsesplan, inkl. alt det, som skal ske, når Jesus kommer igen. Hvad sker

der, når vi dør? Når vi opstår? Når Gud dømmer verden? Og hvordan bliver livet

på den nye jord? Vi ønsker at fremholde hvad Jesus, profeterne og apostlene

har at sige om disse ting. Det profetiske ord er i sagens natur ikke gætværk eller

sværmeri – det er kirkens arvegods.

Disse emner er en kernesag for Ordet og Israel. Vi kommer gerne og udlægger tekster, der taler om disse ting.

For nogle er Ordet og Israels udlægning af tusindårsriget, Guds løfter om Israels

frelse eller tegnene på Jesu genkomst muligvis lidt som en sten i skoen, men det får så være. Vi vil ikke løbe fra, at vi altid har været præget af en længselsfuld bibeludlægning. Vores mål er at gøre opmærksom på og udlægge bibelpassager, som andre steder bliver nedtonet, måske især når det gælder det jødiske folks løfter, pagter, kald og nådegaver fra Gud.

Derfor vil vi også i fremtiden gøre os umage for at være en længselsfuld

bevægelse, som over for det jødiske folk gennem bøn, undervisning og handling lader Jesus fremstå som Messias, og som over for kristne i Danmark lader Bibelens tale om Guds frelsesplan træde frem til Jesus-glæde og Jesus-længsel i menigheden.