Hvordan tjener vi det jødiske folk under nye vilkår?
Den 7. oktober 2023 ændrede meget. Først og fremmest for de mennesker, der blev direkte ramt af terrorangrebet og den efterfølgende krig. Dernæst for det jødiske folk som helhed verden over, som oplever stigende modstand, chikane og i værste fald vold. Men dagen ændrede også noget for os, der ønsker at stå sammen med Israel og være til velsignelse for det jødiske folk.
Lad mig give et eksempel: Da jeg takkede folketingsmedlem Christian Vigilius (K) for at gøre opmærksom på, at en underviser på jurastudiet på Københavns Universitet havde ønsket død over israelske værnepligtige med hadråbet »død, død over IDF« (Israels hær), fik jeg denne replik online: »Må du en dag lære, at en psykopatisk børnemyrdende terrorhær burde udryddes fra jordens overflade«.
Det er næppe en nyhed for dette magasins læsere, at retorikken online kan være fuld af had, og at fronterne i debatten er trukket skarpt op. Sympatier og antipatier deles ofte op i sort og hvidt. Derfor er det værd at spørge: Hvordan tjener vi det jødiske folk under disse nye vilkår?
Jeg er netop vendt hjem fra Israel, hvor jeg blandt andet har besøgt messiansk-jødiske menigheder, præster og ledere. Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var deres vidnesbyrd om, hvordan Gud har banet nye veje for dem midt i krig, usikkerhed og international modstand.
Et eksempel er den hebraiske medietjeneste iGod.co.il. Før 7. oktober 2023 havde deres YouTube-kanal omkring 80.000 abonnenter. I dag nærmer tallet sig en million. Hundredtusinder af israelere møder gennem denne kanal bibelundervisning, vidnesbyrd og budskabet om Jesus som Messias. Det fortæller os, at der midt i krigens mørke findes en åndelig søgen, som måske er større, end mange af os forestiller os.
Et andet eksempel er appen Planet Zula, som skaber kontakt mellem israelske rejsende og kristne værtsfamilier rundtomkring i verden. Chosen People Ministries, som står bag appen, fortalte, hvordan disse møder skaber håb og opmuntring for israelere, der rejser rundt.
De to initiativer kunne næsten ikke være mere forskellige. Det ene er digitalt og når hundredtusinder. Det andet er personligt og relationelt. Men begge vidner om det samme: Når vilkårene ændrer sig, åbner Gud nye muligheder.
Måske er det en vigtig lærdom for os. At tjene det jødiske folk i dag handler ikke kun om at fastholde det, vi altid har gjort. Det handler også om at få øje på de nye muligheder, Gud åbner. Nye veje til at støtte det jødiske folk, bringe evangeliet videre og møde dem med respekt, kærlighed og nærvær.
Krigen har forandret meget. Men den har ikke ændret Guds trofasthed. Tværtimod hører vi vidnesbyrd om mennesker, der søger Gud, finder Messias og bliver en del af de messianske fællesskaber. Guds folk vokser – også i Israel.
Derfor må vi i Ordet og Israel ikke kun spørge, hvad der er blevet vanskeligere efter 7. oktober. Vi må også spørge, hvilke nye muligheder Gud har lagt foran os. For kaldet består stadig: at være til velsignelse for det jødiske folk, at bære vidnesbyrd om Israels Messias, Jesus, og pege på, hvad Guds ord siger om det jødiske folk, Guds udvalgte folk.
