Arbejdet er nu

»Vi glæder os til, at arbejdet går i gang.« Der er mange måder at sige det på, når folk både i og omkring Ordet og Israel fortæller, at de håber, vi snart kan sende discipelskoleelever og volontører til Israel. Det er et godt håb, der ofte er fulgt op med forbøn og medleven i arbejdet generelt.

Men vi skal tænke over, hvordan vi formulerer det håb. For arbejdet er i gang. Allerede nu. Når dette magasin udkommer, er der efter planen tre medarbejdere i Jerusalem og to i Poriya. Dertil kommer selvfølgelig otte medarbejdere i Danmark inkl. joffimedarbejderne. Ingen af os sidder med hænderne i skødet og venter, at »arbejdet går i gang«.

Vi er i år gået ind i en ny fase af disse krigsår: Vi har sendt to lederpar til Israel. Det har vi naturligvis gjort, fordi vi håber og tror, at vi også snart kan sende unge og ældre kursister og volontører afsted. Med lederpar i både syd og nord har vi taget et markant skridt imod at byde disse grupper velkommen igen.

Forud for det ligger der et stort arbejde. Efter snart tre år med krig er der brug for folk, der får styr på alt det administrative, på dagligdags vedligehold af bygninger og biler og på relationerne til vores kontakter i Israel. Der er brug for nogen, der læser sig ind på de bibelske baggrundstekster, så vi stadig kan tilbyde undervisning fra øverste hylde både i klasseværelse og on location. Der er brug for nogen, der udvider paletten af steder, vi kan undervise, så vi ikke stivner i gamle mønstre.

Men selv hvis man ser bort fra håbet om kursister og volontører, er det meningsfuldt for os at sende lederpar afsted. For der er brug for danske kristne, der vil være en næste for deres naboer, deres menighed, og hvem de ellers kommer i kontakt med i Jerusalem og Poriya. Dén side af arbejdet har lige fra Ordet og Israels begyndelse været en nøglegrund til overhovedet at udsende medarbejdere. Vi vil vise israelerne, at der langt mod nord er kristne, der er taknemmelige for det, vi har fået via det jødiske folk. Vi vil være med til at nedbryde den mur, der gennem århundrederne er bygget op mellem kristne og jøder. Den slags kan man kun gøre ved at være til stede. Ved at kende folk. Se folk i øjnene. Engagere sig i dem.

Derfor giver det enormt god mening at have medarbejdere i Israel netop nu. Også selvom vi ikke kan have grupper udsendt. Så lad os ikke tale om, »når« arbejdet går i gang. Lad os glæde os over alt det arbejde, vi kan gøre netop nu!