Glem ikke, at Jesus var jøde

Det burde være en banal konstatering: Jesus var jøde.

Han blev født ind i Israels folk, levede som jøde, kendte Skrifterne, kom i synagogen og fejrede de jødiske højtider. Hans disciple var jøder, og den første menighed udsprang af Israels folk. Alligevel kan man i dele af den vestlige kristenhed få indtryk af, at denne kendsgerning er blevet mærkeligt uvedkommende – eller måske bliver der leflet for tidsånden og den såkaldte politiske korrekthed?

At Jesus var jøde, er mere end et historisk kuriosum. Det handler om selve kristendommens identitet.

For kristendommen blev ikke til ud af ingenting. Den bygger på Det Gamle Testamente som Guds ord og bekender, at Jesus er Israels Messias, som profeterne havde talt om. Det Nye Testamente kan ikke forstås løsrevet fra den historie, de pagter og de løfter, som Gud gav Israel i Det Gamle Testamente.

Paulus bruger podning af oliventræet som metafor, når han skal forklare, hvordan vi som hedningekristne har fået del i en historie, der begyndte længe før kirken – med Abraham, Moses, David og profeterne. Det er os hedningekristne, der som fremmede og vilde grene er podet ind på det originale, ægte oliventræ (Israel). At glemme eller negligere det er ikke bare historieløshed. Det er teologisk hukommelsestab!

Derfor er det også tankevækkende, når Israel og jøder i dele af kirken i dag omtales som et politisk problem. Selvfølgelig skal kristne kunne diskutere Israels regering, landets politik og krigen i Mellemøsten. Men hvis vores teologiske blik på Israel alene formes af dagens nyhedsstrøm, risikerer vi at miste noget afgørende: forbindelsen mellem kirken og det folk, som Jesus selv tilhørte.

Kirkens historie burde gøre os endnu mere opmærksomme. Der er desværre rigeligt med eksempler, hvor kristen teologi fremstiller jøder som forkastede og særligt skyldige. Det har været med til at skabe en kultur, hvor foragt for jøder kunne slå rod i en grad, så for eksempel HHHolocaust fandt sted. I en tid, hvor stadig flere synes at glemme eller negligere forbindelsen, er det vigtigt at minde kirken om dens jødiske rødder, så foragten for jøder ikke igen skal slå rødder.

Kirken må aldrig glemme, at den frelser, den påkalder og tilbeder, var jøde – født ind i det folk, som Gud i sin visdom har udvalgt til at åbenbare sig igennem. Han var ikke alene jøde og Israels lovede Messias – han er Guds søn og hele verdens frelser.

Når vi husker det, tager vi kristendommens oprindelse alvorligt.