Skiftedage og genstart

Der er perioder i en organisations liv, hvor forandringerne er så mange, at man med fordel kan tænke sig grundigt om. Sådan en periode er vi midt i nu. På kort tid har Ordet og Israel fået nye nøglepersoner i både Danmark og Israel: ny generalsekretær og koordinator herhjemme, nye lederpar er på vej mod Jerusalem og Poriya – og senere skal der ansættes ungmedarbejdere. Det er vist første gang, vi har så mange udskiftninger på centrale poster inden for en så kort periode.

Sådanne skift kræver gode overdragelser. Ansvar, relationer og erfaringer skal gives videre, og nye mennesker skal finde deres plads. Alle bringer noget med sig: fagligheder fra helt andre job, erfaringer fra andre sammenhænge, nye perspektiver og spørgsmål. Nogle kender Ordet og Israel indgående; andre er i færd med at lære organisationen, historien og baglandet at kende.

Det betyder også, at der kommer andre personligheder, arbejdsformer og interesser, som spiller ind i opgaveløsningen og i mødet med Ordet og Israels bagland, inklusive de mange frivillige, som trofast planlægger, organiserer, underviser og bærer arbejdet. Det kan udfordre vaner – og det kan berige.

Der er heldigvis noget, som står fast: Ordet og Israels DNA og formål: at danskere må få Bibelens syn på Israel – og at jøder må få Bibelens syn på Messias. Det er ikke til forhandling, heller ikke på skiftedage.

Samtidig kan nye mennesker og en regulær genstart af arbejdet for unge og seniorer i Israel måske åbne døre, vi ikke tidligere har set – eller er gået ind ad? Fra bestyrelsens side ønsker vi, at Ordet og Israel går ind i de opgaver, som Gud lægger til rette for organisationen. Det forudsætter åbenhed for, at noget nyt kan blive aktuelt, og at noget eksisterende kan forandres.

Målet er enkelt – og essentielt: at Ordet og Israel fortsat må være på rette tid og sted, i Israel og i Danmark, både praktisk og teologisk.

Skiftedage kan være krævende. De kan også være en gave.

Bed Gud om at gå foran, åbne/lukke døre og velsigne såvel genstart som nye ansatte.