Gør kærlighed til Israel blind?

Man kan gætte, hvad Ordet og Israel mener på forhånd.

Omtrent sådan sagde en ven af Ordet og Israel og uddybede, at han savnede palæstinensernes perspektiv og en kritik af Israel.

Ærindet er vigtigt: Kærlighed til Israel må ikke resultere i, at vi glemmer de palæstinensiske lidelser eller ikke ser Israels negative sider i øjnene. Derfor bringer vi faktisk også med største selvfølgelighed kritik af Israel og lægger ikke skjul på de palæstinensiske ofre for krigen. For der gælder ikke særlige moralske standarder for Israel, selvom Gud har udvalgt dem til en nøglerolle i verdenshistorien. Og palæstinensiske lidelser er ikke mindre vigtige end alle andre menneskers lidelser. De to pointer er helt grundlæggende at slå fast!

Når vi har et stort fokus på Israels side, skyldes det særligt to grunde:

Først og fremmest vores formål, som vores grundlæggere lagde ned i selve Ordet og Israels navn. Vi er optaget af Ordet – forstået som Bibelen; og af Israel. Vi er overbevist om, at Gud har knyttet verdenshistoriens sidste sider sammen med Israels historie. Derfor vil vi gerne følge godt med i, hvad der sker med Israels folk og land og forsøger at se tingene fra Israels perspektiv.. Vores formidling er værdibaseret, men vi sætter en ære i at være redelige.

For det andet har vi fulgt konflikterne mellem Israel og dets naboer i mange år. For os er det tydeligt, at der er kræfter, der aktivt forsøger at fortrænge sandheden og forvrænge virkeligheden for at skabe modstand mod Israels eksistens og støtte til den palæstinensiske sag. Alt for ofte leder det endda til antisemitiske angreb på jøder verden over! For at modvirke antisemitisme er det derfor endda vigtigere, at Ordet og Israel fortæller Israels side af historien for at nuancere de medier, hvor fejlagtige oplysninger alt for ofte viderebringes uden tilstrækkelig kildekritik. Det er der desværre alt for få, der gør!

Det er formentlig rigtigt, at mange kan gætte, hvad Ordet og Israel mener på forhånd. Det lever vi fint med – og i nogen grad lever vi af det. For vi er ikke værdineutrale, men vi stræber efter at være nuancerede i formidlingen af et folk og en historie, som Gud selv har knyttet sig til. Vores ståsted er ikke et svaghedstegn. Det er et kald. Et kald til at bringe balance, perspektiv og viden i en debat præget af ensidighed og forvrængninger.